True Award: Premiere på et gyldent år for &Co?

Peter Engholm
25@mail.dk

The DNA Journey for Momondo har fået global opmærksomhed. Men True Award var den første pris-test af kampagnen, og det blev en forrygende start.

Med showets Grand Prix og 2 guld samt instruktør-sølv blev fredag aften en regulær fest for &Co, da True Award 2016 blev afholdt på Langelinie Pavillonen i København.

En udbytterig og uovertruffen fest – men også en forsmag på, hvad der kan være i vente, award-mæssigt for bureauets kampagne for rejsesøgemaskinen Momondo; The DNA Journey. En kampagne, som med DNA’et fra 67 mennesker fra hele verden viser, at vi er mere forbundne, end vores fordomme lægger op til.

For godt en måned siden satte &Co og Momondo en streg i sandet og fremlagde over for Bureaubiz disse kampagne-tal: 175 mio. visninger, et samlet reach på næsten 400 mio., over 8 mio. social engagements, 4,4 milliarder readerships og 170.000 personlige begrundelser i konkurrencen om 500 DNA-kit og 1 fysisk rejse til de lande og egne, som vinderen ifølge sin DNA-test kommer fra.

Det er resultater, der bringer casen op i den globale kampagne-elite – hvor eksempelvis Like A Girl (Always) og Beauty Sketches (Dove) befinder sig. Begge cases, som de internationale award-juryer har anerkendt på Grand Prix-plan.

Men hvad med den hjemlige scene? Tjah, netop i Danmark fik casen klø i medierne for at være castet og dermed have ridser i autenciteten.

Disse kritiske røster havde True Award-juryen også hørt, men slog fast i sin motivation for årets Grand Prix:

”Det ændrer ikke ved, at filmens grundidé er satans godt tænkt og udført. Og juryen har derfor også enstemmigt valgt at pege på en original og moderne film, som giver håb for fremtidens reklamefilm.”

At The DNA Journey skulle triumfere, anede man, da det forinden var blevet til guld i både ‘Bedste Film – Online’ og ‘Bedste Filmkampagne’.

Da lød det blandt andet fra juryen:

”The DNA Journey er en outstanding idé, som &Co og Momondo på elegant vis lykkes at formidle i en historie, der både engagerer, skaber eftertanke, og samtidigt klart og tydeligt formidler det kommercielle budskab over for målgruppen.”

At der er tale om en holdindsats (og en fest på selve aftenen), blev understreget, da &Co – og NoA i øvrigt – var på scenen for at modtage prisen for Årets Bureau; 40 personer klemte sig sammen deroppe. 

Næste eksamen på dansk grund for Momondo-casen er Advertising Effectiveness Award om en måned. Her er den blandt de 20 shortlistede.

Kort efter venter Eurobest i Rom. Her har &Co i øvrigt en forpligtende fortid; i 2013 blev det Grand Prix i Film med Made From Cool med Christopher Walken for Jack & Jones.

Holdet bag Momondo / The DNA Journey

  • Annoncør: momondo
  • 
Bureau: NoA / &Co
  • Producent: Bacon
  • 
Producer: Mette Jemiin

  • Agency Producer: Arlette Walsøe

  • Art Director: Robert Cerkez

  • Tekstforfatter: Tue Rossel & James Godfrey

  • Instruktør: Jeppe Rønde