Tryksagen kan se enden på nedturen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Måske. I hvert fald melder Grakom om en positiv udvikling generelt – og ser også mildere vinde for tryksagen.

Den grafisk arbejdsgiverforening, Grakom, afblæser nu den krise, som har præget branchen i de senere år. Og selv for den del af branchen, der beskæftiger sig med tryksager har man en positiv udvikling.

Godt nok vil der fortsat være strukturelle udfordringer – men måske ikke i helt det samme tempo, som tidligere.

“Tryksagen er på mange områder den digitale kommunikation overlegen, og derfor vil der altid være efterspørgsel. Og der er da også tendenser til, at de strukturelle udfordringer er blevet mindre,” siger adm. dir. Thomas Torp.

Den grafiske branche blev i kølvandet på finanskrisen ramt på både omsætning og indtjening da mange firmaer mindskede deres markedsføringsbudgetter markant. Men i løbet af det seneste år har trykkerier og grafiske huse oplevet en stille og rolig bedring.

“Det går ikke hurtigt frem, men for første gang i mange år er der en positiv forventning til fremtiden hos mange af vores medlemmer,” siger Thomas Torp, og fortsætter:

“Men det er meget forskelligt, hvordan virksomhederne klarer sig. Vi har stadig en del medlemmer, der har det svært. De virksomheder, der klarer sig godt, og som ser positivt på fremtiden, er især dem, der har været innovative, og som har haft en særlig evne til at sætte sig ind i kundernes behov.”

En af de virksomheder, der har fart på, er LaserTryk.dk i Aarhus. Her har man inden for det seneste år købt maskiner for 50 mio. kr.

“Lige nu er der en konsolidering i gang i branchen, og den deltager vi aktivt i. Derfor er det naturligt, at vi skal bruge flere maskiner. Ud over opkøb og fusioner er der også en solid organisk vækst, så alt i alt er der behov for betydelige investeringer i effektivisering, stordrift og øget kapacitet. Vi arbejder lige nu også med et koncept, hvor andre trykkerier kan leje sig ind i vores produktionsapparat, når de ikke selv har tilstrækkelig kapacitet,” siger Esben Mols Kabell, direktør hos LaserTryk.dk.