Tulip flyttede ind hos bureauet

peng

I tætte samarbejder ses det, at bureauet flytter ind hos kunden en tid. Da Tulip skulle have nyt site, var det bureauet, der havde kunden boende.

Danmarks ældste brand, Tulip (registreret som det første af slagsen i 1909), lancerede nyt website i forrige uge. Sitet er udviklet i samarbejde med det aarhusianske digitale bureau, Heyday, som har været Tulips digitale samarbejdspartner de seneste seks år.

Måske ikke i sig selv en opsigtsvækkende nyhed – samarbejdet har dog været lidt mere usædvanligt.

Det har selvfølgelig været tæt. Det sker jævnligt, at bureauet i en periode rykker ind hos kunden, men her var det omvendt: Under udviklingsprocessen blev Online Manager hos Tulip, Jacob Reinholdt, nærmest adopteret af bureauet. Over en tre måneders periode havde han sit eget skrivebord hos Heyday, og i måneden op til lanceringen mødte han ind dagligt som en hver anden på bureauet.

”Den daglige dialog og sparring mellem projektleder, udvikler og mig var utrolig effektiv i og med, at jeg sad midt i maskinrummet. Det gav en agil proces, hvor udfordringer blev adresseret med det samme, og tilpasninger kunne ske på stedet,” siger Jacob Reinholdt.

Følelserne er gensidige hos bureau-værten. Strategisk direktør hos Heyday, Anders Lorentz, siger:

”Vi er blevet udfordret på nye og spændende måder, som har været både positive og lærerige. Vores døre er altid åbne for vores kunder, uanset om de vil have plads ved et skrivebord eller ej”.

Det nye site er en del af Tulips plan om at konsolidere sin digitale tilstedeværelse, udnytte nye tekniske muligheder og at fokusere yderligere på content rettet mod forbrugerne.

”Et totalt redesign gav os muligheden for at tænke tingene smart fra starten af, og sikre et sundt fundament og et solidt afsæt for Tulips videre digitale udvikling. Vi har nu et fleksiblelt setup, som kan varetage Tulips digitale behov på de forskellige markeder. Vi har fået fokus på vores produkter – både inspiration og information, samt forbindelsen til online salg af dagligvare. Det har værdi for vores kunder – og for os,” siger Jacob Reinholdt.