Det kan nemt blive for leverpostejfarvet. Ordinært og forudsigeligt – uden nogen form for kant. Alene af den grund var det fedt (undskyld udtrykket), at Tulip og &Co valgte at gå helt nye veje i markedsføringen af deres leverpostej med 30% mindre fedt. I stedet for små fregnede drenge på køkkenbordet og de sædvanlige TV kokke tyede man til en lidt bøvet og temmelig distræt bjørn – alias Gordon Kennedy tilsat motion capture.
Et TV-hold havde fanget bjørnen ved en nordamerikansk flod.
Interviewer: Hva’ syn’s du så?
Bjørn: Øhhhm om hvad?
Interviewer: Ka’ du smage, der er 30% mindre fedt i?
Bjørn: Øhhh neeeneeej øhhh, deet… altså det smager rigtig godt…
Interviewer: Ja… ka’ du sige noget mere?
Bjørn: Jaja… om hvad?
Interviewer: Om leverpostejen… hvordan smager den?
Bjørn: Ja, altså… nåh du mener på såd’n en skala fra 1 til 10…
Interviewer: Ja, en go’ idé…
Bjørn: Ja, altså… øhhh… den smager rigtig godt.
Bjørnen gik rent ind. Både hos mig og mine nærmeste kolleger. Og indtil flere gange måtte vi bare en tur omkring Youtube for at genopfriske de distræte bemærkninger med københavnsk accent. Det var vi ikke alene om. Folk valfartede ind på nettet for at være i selskab med Tulip bjørnen – og blive fan af den.
Det er der gode grunde til efter min mening. Alt fungerer optimalt – både koncept og eksekvering. Man har med andre ord gjort sig umage i alle faser.
Det er i sig selv en god idé at lade en kødelsker bedømme den lavere fedtprocents indflydelse på smagen af noget så vigtigt og kødfuldt som leverpostej, og det er modigt at vælge en bjørn frem for en James eller Adam Price. Og så er det forfriskende i reklameregi at se special effects udnyttet så professionelt.
Formen er velvalgt. Takket være den kvindelige interviewer og en god portion reallyd er det som at være der selv. Vi taler ikke voxpop i traditionel forstand. Det her er live TV direkte fra hverdagen, på en location i Canada eller Alaska.
Både casting, manuskript og performance er til 5 stjerner. Replikker og pausering sidder lige i øjet, og skaber en charmerende, distræt, sjov og overraskende personificering, som man ikke kan lade være med at elske.
Det samme gælder den kvindelige og lidt anspændte krokodille, som fik til opgave at føre succesen videre. Den har jeg heller ikke lavet… Scheisse!
Bjørnen:
http://www.youtube.com/watch?v=BwsheRPb6iI
Og krokodillen:
http://www.youtube.com/watch?v=EzY3PJpRTmE