Turbulens gjorde ondt på Novicells bundlinje

Finn Graversen,
journalist

Midt på året pausede mange af kunderne projekter – men bureauet afholdt sig fra at skære ned, og det kan ses på bundlinjen.

Kigger man på Novicells toplinje, så blev 2022 et ganske fornuftigt år. Godt nok er en vækst på 10 pct. ikke eksorbitant, men når det er på et bureau af Novicells størrelse, så er det alligevel et plus på nominelt over 20 mio. kr.

Problemet med året finder man på bundlinjen, der endte med et lille minus på en halv million mod et overskud på 13 mio. året før.

Historien bag den udvikling handler om en turbulens, der opstod hen over sommeren. Da adm. dir. Per Kirchner gik på sommerferie, var det med den fornemmelse, at året godt kunne blive det bedste nogensinde i bureauets historie.

“Men med knap seks måneders forsinkelse, oplevede vi i Danmark den opbremsning, som vores kollegaer i blandt andet London, Madrid og Oslo havde oplevet i umiddelbar forlængelse af Ruslands invasion i Ukraine. Så mens der så småt begyndte at komme gang i opgaverne rundt om i Europa, stod Danmark mere eller mindre stille, og da Danmark fortsat er vores markant største marked, er det noget, der kan mærkes på bundlinjen, når udfaktureringsgraden begynder at falde,” siger Per Kirchner.

Når konsekvenserne på bundlinjen blev så markante, så hænger det også sammen med, at hans grundliggende optimisme er i behold. Derfor valgte man ikke at skære ned, da kunderne begyndte at pause deres projekter.

“Vi vil gerne passe på vores konsulenter, og jeg havde en grundliggende tro på, at det ville være forbigående og at der ville være en fremtid efter. Det er rigtigt, at sådan en tilgang kan blive dyr, hvis man tager fejl, men sparerunder er ikke gode at udsætte en organisation for, og når jeg ser på situationen nu, så er det ikke mere blot en tro – nu har vi indikationer på, at det var en rigtig beslutning,” siger Per Kirchner og fortsætter:

“Vi gjorde det samme efter finanskrisen og dengang var det også rigtigt. Vi har heldigvis ikke en ejer, der kræver et særligt afkastsniveau, så vi kan godt tage et nul-år.”

Novicell er et af Danmarks største digitale bureauer med ca. 400 medarbejdere fordelt på kontorer i Aarhus, København, London, Barcelona, Oslo, Amsterdam og Stockholm.

Nøgletal for Novicell

Bruttoavance 232,827 mio. kr. +10,5 pct.
Bruttoavance pr. medarbejder 725.317 kr. -2,9 pct.
Lønandel 80,9 (75,6)
Resultat før skat -0,518 mio. kr. (+13,001 mio. året før)

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz