Engang for nogle år siden skulle al marketing i TV 2 samles under en fælles hat. Den har så været ledet af forskellige chefer med salgs- og marketingdirektør Flemming Rasmussen som øverste chef.
Senest havde Dorte Helene Munck titlen som marketingdirektør.
Nu har man så forladt den organisation. Fremover får TV 2’s programdirektør Palle Strøm ansvaret for markedsføringen af TV 2’s programmer – kald det bare B-t-C, mens Flemming Rasmussen bevarer ansvaret for B-t-B.
For Dorte Helene Munck betyder det, at hun har fået ny chef, idet hun følger B-t-C området og fremover skal referere til Palle Strøm.
Til gengæld får Jacob Fischer, der hidtil har refereret til hende nu reference ansvar for B-t-B og reference til Flemming Rasmussen. Desuden er der flyttet lidt rundt på nogle områder, så han har fået udvidet sit ansvar.
“Vi gjorde under VM-slutrunden nogle erfaringer, som vi nu har taget konsekvensen af. Det er på sponsorater, events og store sportsbegivenheder, vi først og fremmest kan gøre en forskel og smale huset, og derfor har vi samlet en række projektledere og andre, så vi mest effektivt kan supportere salgsafdelingen,” fortæller Jacob Fischer.
TV 2’s forhold til bureau-partnere er der ikke ændret på.
“Vi arbejder ikke med et husbureau og ønsker det heller ikke. Sidste år brugte vi Liquidminds til nogle projekter, og til VM anvendte vi Good Technology. Vi anvender bureauer og free-lancere alt efter opgavens karakter,” siger Jacob Fischer.
I praksis har marketingafdelingen været opsplittet i B-t-C og B-t-B, og derfor har det ikke været svært at foretage opdelingen, fortæller informationschef Anne-Mette Bro.
Begrundelsen for den organisatoriske ændring er, at det meste markedsføring af programmer alligevel udspringer af programdirektørens område.