Tv er motoren på reklamemarkedet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

1. halvår gav en vækst på 8 pct. i Reklameforbrugsundersøgelsen. Men det er tv, der trækker væksten.

Der står meget få minusser i oversigten fra Dansk Oplagskontrol over reklameforbruget i 1. halvår. Men det ændrer ikke på, at det mere end noget andet er tv, der trækker læsset.

Samlet steg reklameforbruget i 1. halvår med 8 pct. lig med 426 mio. kr. til 5,483 mia. kr. Men over halvdelen af denne vækst – 225 mio. kr. – finder man hos tv. Det er en vækst på 20 pct. til 1,331 mia. kr.

Ikke engang internettet kan følge med. Denne gruppe stod dog for en fjerdedel – 104 mio. kr. – af væksten. Internettet omsatte i 1. halvår for 1,04 mia. kr. Det skal dog tilføjes, at søgeordsmarkedet ikke er opgjort i 1. halvår.

Det efterlader ikke meget til de andre mediegrupper, hvor Magasiner og Fagblade som den eneste måtte notere et fald: 3 pct. til 610 mio. kr.

Dagbladene voksede 3 pct. 1,016 mia. kr., mens de lokale ugeaviser voksede 2 pct. til 1,057 mia. kr.

Størst procentuelle fremgang stod radio for. Men plusset på 27 pct. er dog på et lavt udgangspunkt. Facit for perioden blev en omsætning på 138 mio. kr. Den mindste gruppe – biografer voksede 4 pct. til 29 mio. kr.

1. halvår 2010 var dog en skidt periode og derfor et taknemmeligt sammenligningsgrundlag. Det virkelig spændende er, hvad der sker her i 2. halvår, hvor krisestemningen jo har præget medierne siden sommerferien. De første tal fra DRRBs Mediaindex var dog positive. Her steg markedet med 18 pct. – men igen med tv som trækdyret.