Af Peter Engholm 25@mail.dk

At vendingen ”babber festen op fra slap” har seksuelle undertoner, var topfolk i Carlsberg ikke bevidst om. Men nu trækkes ordene og tv-spottet med Jokeren tilbage.

Tuborg bruger flittigt Jokeren som speaker i sine tv-spots – ikke kun for Grøn Tuborg, men også Tuborg Lime. I spots for begge produkter hylder rapperen og dommeren fra Talent 2010 de brave folk, der formår at pumpe stemningen op.

Denne hyldest er imidlertid blevet lige en tand for kæk, for det var ikke tilsyneladende ikke kun stemningen, der kom op at stå.

I en film for Tuborg bruger Jokeren udtrykket “babber festen op fra slap”, og – som Ekstrabladet.dk så mundret skriver: – “At ‘babbe den op fra slap’ henviser til oralsex, hvor mandens lem bliver erigeret i løbet af akten”.

Nu er filmen taget af plakaten og æteren. Jens Bekke, kommunikationsdirektør i Carlsberg, forklarer.

“Jeg blev kontaktet af Ugebladet Her og Nu, som havde fået henvendelser flere kvindelige læsere, der var nervøse ved denne skjulte opfordring. Jeg skal være helt ærlig og sige, at i screenings-systemet har hverken jeg eller vores jurist været klar over, at det kunne tolkes på denne måde. Vi er lidt uden for ungdoms-jargonen, men da vi blev klar over, at teksten kunne misforstås, talte jeg med marketing, og vi blev enige om at tage den af.”

Jens Bekke understreger, at hverken Jokeren eller spottene under ét er droppet af Tuborg, og at det kun er den ene film, der er taget af.

“Tuborg må gerne være på kanten i sin kommunikation, men denne her var lige på den anden side. Jeg ved ikke, om det er Jokeren eller reklamebureauet, der har skrevet teksten,” siger Jens Bekke.

Kommentarer

  1. Det er så slattent Carlsberg!
    Gerne fest og druk, men ikke seksuelle undertoner. Gaaaab! -Only in America – troede jeg!

    /David

    PS Held og lykke fremover til Carlsbergs bureauer, hvis det er Her & Nus læsere, der sætter stil og tone…

  2. Gud. Jeg troede at det var betegnelsen for at drikke en slatten øl med sugerør. Novra, hvor er de altså bare frække.

  3. For f….., Carlsberg. Tuborg var SÅ tæt på at eje en skarp positionering som “Festens øl”. Og så ødelægger I det for jer selv med misforstået politisk korrekthed. Kig på jeres brief: Hvem var det, der var målgruppen?

  4. Nu bliver det alt for frækt for mig det i skriver. Vi er nok nød til at lukke ned for bureaubiz.

  5. Jeg synes Carlsberg mangler at svare på et vigtigt spørgsmål: Hvad troede de så ‘Babbe den op fra slap’ betød? Årets sjoveste (ufrivillige) PR-stunt…

  6. Hmmm, som jeg også lige har skrevet ovre hos Markedsføring: Så sidder man der og vil gerne dele linket på Facebook – men hvor er knappen?? Very 2010 at kunne tippe en ven…. Så hvem kommer først med dele-knapperne: Huset Markedsføring eller Bureaubiz – eeeen, tooo, treee – GO!

  7. Man skal passe på man ikke kommer til at fornærme nogen når man laver reklame. Det er utroligt vigtigt at reklame henvendt til 18-25årige også kan opfattes dejligt og positivt i Vild-Med-Dans’ kernevælgere.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club