Når virksomheder og brands i fremtiden køber annoncer og gennemfører kampagner på Twitter, kommer det til at foregå gennem medienetværket Httpool.
Httpool er nemlig blevet valgt som nordisk samarbejdspartner inden for annoncesalg og kontohåndtering.
I en pressemeddelelse meddeler Httpool, at de har åbnet kontorer i både Helsinki og Stockholm, hvorfra de vil håndtere kunder på tværs af Norden.
I pressemeddelelsen kalder de samarbejdet et naturligt skridt videre for Httpool, der siden 2014 har været Twitters internationale partner, og nu repræsenterer det sociale medie i 27 lande på tværs af Europa og Asien.
“Med vores erfaring fra vores eksisterende partnerskaber i Central- og Østeuropa samt den asiatiske region, vil vi sikre, at vi tilbyder de værktøjer og tjenester, som brands og bureauer har brug for. Vi er enormt glade for at have ansat dygtige, nye folk der kan udfylde vores senior-teams i alle landene, og jeg er sikker på, at de vil overgå alle forventninger og hjælpe vores kunder med at bygge optimale kampagner med de bedste resultater,” siger nordisk regional direktør i Httpool Andreas Wahlman i pressemeddelelsen.
Hos Twitter er man også begejstret for det nye samarbejde.
“Vi er glade for at udbygge vores forhold med Httpool og forbinde brands på tværs af Norden med Twitters lydhøre og indflydelsesrige publikum. Twitter er lig med, hvad der sker i verden og platformen hjælper brands med at tage del i samtalen og forblive relevante. Den nordiske region er et vigtigt marked for Twitter. Vi har set stærkt momentum fra en lang række kunder fra både tech-, telco- og FMCG-industrien, og vi ser frem til at bygge videre sammen med Httpool,” siger Barry Collins, der er senior director i Twitter Client Solutions, i pressemeddelelsen.