Tyrkisk flyselskab runder viral milepæl

Peter Engholm
25@mail.dk

Sidste år rundede tre reklamefilm 100 mio. visninger hver. Det har Turkish Airlines klaret nu, takket være Messi og Kobe Bryant.

100 M-mærket kommer i hus, når du har tilbagelagt 4 baner i et 25-meter bassin – eller når din kampagne-film har rundet 100.000.000 visninger, og det formåede tre film sidste år.

Filmen om Kony opnåede over 200 mio. visninger i 2012 – en kampagne var det vel, om end i den kontroversielle og ikke-kommercielle afdeling. Red Bull og Felix Baumgartners høstede godt 170 mio. visninger af Stratos-projektet, mens Angry Birds Space hentede næsten 110 mio. visninger.

En spøjs trio bestående af finske fugle, en østrigsk udspringer og en krigsforbryder fra Uganda.

Den første viral-film i 2013 med 100 M-mærket er et tyrkisk luftfartsselskab med hjælp af en argentinsk fodboldspiller og en amerikansk baskeball-ditto.

Turkish Airlines lancerede den 6. december videoen “Legends on Board” med Messi og Kobe Bryant, der kæmper om opmærksomheden fra en lille dreng.

102 mio. visninger på godt halvanden måned er en slat – og det er budgettet på filmen givetvis også. Dagens Media taler om, alene Kobe har fået godt 17 mio. kr. for ulejligheden.