TyveTi kom pænt ud af 2010

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Bureauet så dagens lys, da krisen kulminerede. Man havde 0 kunder, men TyveTi kom ud af det år, man tog navn efter, med en lille million i bruttoavance.

“Nyt år. Nyt bureau. Nul kunder” – sådan indledtes 2010, da Nicolai Svarer Schwensen sagde farvel til tekstforfatter-jobbet på Bates Y&R for at stifte bureauet TyveTi. Kort efter kom eks-kollegaen Mikkel Stig Christensen til – tidl. produktionschef og art buyer i Bates Y&R.

“Vi startede med 0,000 og boede til leje hos Winther’s – i et lille rum med 1 bord og 2 computere. Et år, et hav af newbizz-møder og masser af hårdt arbejde senere kom vi igennem 2010 med et lille overskud,” siger Mikkel Stig Christensen.

Overskuddet var på 44.477 kr, men det skal ses ud af en bruttoavance, der havnede i underkanten af en million, og med løn – ganske vist ikke nogen høj én af slagsen, men dog reel nok – til begge partnere.

Og den løfterige premiere har gjort TyveTi til et etableret bureau – stadig med de to ejere, men med større projekter og nye, egne lokaler i Købmagergade i København.

“Vi har lavet en fuld kampagne – tv, radio, web, print – for Berlingske Media, og vi har lavet en kampagne med sociale medier, bl.a. Facebook og print for Discovery Channel. Blandt meget andet. Og det indeværende år ser meget lovende ud. Og helt aktuelt har vi fået Klima- og Energiministeriet på kundelisten,” siger Mikkel Stig Christensen.

Dertil er Tivoli også kommet i ordrebogen hos TyveTi.

“Det er &Co, der er Tivolis leadbureau, men vi har fået lov til at markedsføre forskellige musiktiltag. Det er vi meget stolte af, og så er det egentlig underordnet, om vi er lead eller ej,” siger Mikkel Stig Christensen.