Udbryder-bureauer blev næsten dobbelt så store

Peter Engholm og Finn Graversen

Motor Agency, Entry Cph og Another gik alle markant frem – både i størrelse og i indtjening. Men også Jangaard, Mark & Ko kunne lege godt med.

Motor Agency og Entry Cph ligner hinanden på den måde, at de er små, relativt nye og stiftet af folk, der sprang fra etablerede netværks-bureauer. Og så ligner de hinanden på den måde, at de havde en flot økonomisk udvikling i 2015, der er deres første almindelige regnskabsår.

Another og Boye & Spellerberg er også en slags udbryderbureauer – de er blot udsprunget af Wibroe, Duckert & Partners – men også de kunne præstere flotte resultater i 2015.

Det er lige før, det ligner en tanke.

Motor Agency er udsprunget af McCann Flemming Thomsen som adm. direktør, Carsten Michelsen som kreativ direktør og Julie Wick som kontaktdirektør.

Motor, der nu har 2½ år på bagen, har på det seneste skiftet lidt ud på holdet. Det består fortsat af en håndfuld faste medarbejdere, men nu med Mette Ishøj som projektleder og Niels Thomsen, tidl. kreativ dir. Grey og partner i Win Win, som strategisk-kreativ brobygger.

Blandt de etablerede kunder i det unge bureau er Mary Fonden, Taffel Chips, Forenede Service og Jack & Jones.

”Vi er nu i gang med 10. sæson med Jack & Jones i Kina – i samarbejde med Steen Tronsgaard. Vi er netop hjemme fra New York, hvor vi skød to kampagner med den danske fotograf Kenneth Willardt – kendt for bl.a. Lóreals globale kampagner – og film med Uitsch Iscratch. Kineserne skifter hurtigt trends – før var det rigdom, nu fokuseres der på at være individuelle mennesker – og Jack & Jones er dygtige til at opfange disse trends og agere på dem,” siger Flemming Thomsen.

Om Forenede Service siger Carsten Michelsen:

”Vi har revitaliseret brandet og været med til at introducere to subbrands; Kokkenes Køkken og Tjek. Kokkenes Køkken har valgt en usædvanlig døråbner over for potentielle kunder – et forskningsprojekt om kantinens mange ansigter, i samarbejde med Institut for antropologi på Københavns Universitet.”

Afsættet er ‘Hvad man kan lære om menneskers sociale relationer med udgangspunkt i deres forhold til mad, kan man med kantinen som omdrejningspunkt også lære om organisationen’. Motor samarbejder i dette projekt med Norlid (tidl. RelationshusetGekko), og det forventes afsluttet efter sommeren.

Blandt de nye kunder er Ivory Black Foundation, hvor opgaven for reklamebureauet – bl.a. via identitet og website – er at mindske efterspørgslen. I dette tilfælde elfenben.

Nøgletal for Motor Agency

  • Bruttoavance 5,5 mio. kr. +57,1 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,1 mio. kr. +57,1 pct.
  • Lønandel 46,4 (50,1)
  • Resultat af primær drift +1,894 mio. kr. +96,5 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Entry er det yngste

Entry Cph er det yngste af bureauerne her. Det bygger på Lennart Fenger og Tom Olsen, der begge forlod TBWA & BBDO.

Det lykkedes dem at lande BMW, og på det grundlag kom de godt i gang. Godt et halvt år i 2014 med et fornuftigt resultat og så et helt 2015 med et solidt resultat.

De ser sig selv som et netværksbureau med fokus på strategi og kreativitet – det som er nøglen i ethvert godt bureau.

Men de har også erkendt, at den digitale verden har øget fokus på effekt, og derfor bruger de – og er blevet dansk enerepræsentant for et tysk værktøj, RefindeLabs.

Samtidig har de udviklet et koncept, som de tror så meget på, at de har varemærkeregistreret det.

Performance Creativity® gør os i stand at holde fast i et kreativt udgangspunkt og samtidig realtime at måle effekterne af kampagnerne, som vi har udviklet for vores kunder, og kontinuerligt – efter behov justere på både medievalg og kreative elementer for at optimere effekten af de investerede kampagnekroner – offline såvel som online,” siger Lennart Fenger og fortsætter:

“Forestil dig, hvad det betyder for en marketingansvarlig: Nu er det slut med først at kende effekten af sine kampagner, når kampagnerne er afsluttede! Det må være det tætteste på en effektgaranti, man kan komme.”

Nøgletal for Entry Cph

  • Bruttoavance 5,6 mio. kr. +229,4 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,12 mio. kr. +28,5 pct.
  • Lønandel 62 (67,5)
  • Resultat af primær drift +1,137 mio. kr. +897,4 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz. 2014 er ikke et fuldt regnskabsår.

Another vil tjene flere penge

Another er stiftet af Morten Hershøj og Thorkild Bjerre, da de sammen med Bjarne Spellerberg røb ud fra Wibroe, Duckert & Partners. Boye & Spellerberg er tidligere omtalt – deres år var ligeledes godt.

Another har siden starten teamet op med flere højtprofilerede navne (f.eks. Casper Willer), og vandt f.eks. Dagrofas Spar-kæde, som fornylig har lanceret en ny platform.

Bureauet har mere end de andre satset på at bygge en fast organisation og er det største, hvad angår antal hoveder. Denne tilgang kan aflæses i nøgletallene.

Planen lød på vækst på toplinjen og sorte tal på bundlinjen de første 2,5 år fra 2013-2015.

“2016 har vi så lovet yderligere vækst – og til gengæld en stærk bundlinje og overskudsgrad. Nu skal vi kapitalisere på det stærke afsæt, vi har fået i markedet. Pr dags dato ser det ud som om, det holder rigtig godt – så min forventning er et rigtig godt regnskab for 2016,” siger Morten Hershøj.

Nøgletal for Another

  • Bruttoavance 7,19 mio. kr. +41,8 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 653.636 kr. +3,1 pct.
  • Lønandel 70 (60,4)
  • Resultat af primær drift 0,334 mio. kr. -3,7 pct.

I selskab med disse kan nævnes et andet bureauer, der ikke er nyere udbrydere – men ligeledes et mindre bureau med gode økonomiske resultater.

Nøgletal for Jangaard, Mark & Ko

  • Bruttoavance 6,2 mio. kr. +40,9 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,55 mio. kr. +40,9 pct.
  • Lønandel 43,5 (47)
  • Resultat af primær drift +2,396 mio. kr. +74 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz.