Miljøstyrelsen er gået i udbud med en informationskampagne, der skal fortælle unge om, hvordan ændrede tøjforbrugsvaner kan sænke belastningen med problematiske kemikalier.
Udbuddet har et budget på kr. 930.000 ex. moms inkl. mediedistribution.
Udover at skulle udarbejde et koncept for kampagnen, herunder den kreative ide, som skal være tilpasset kampagnens formål, kontekst og målgruppen, skal leverandøren også levere en kampagnestrategi og en PR-indsats samt producere og distribuere kampagnen. Desuden skal man komme med forslag til KPI’er og effektmål.
Da der er tale om et åbent udbud, er der ikke en prækvalifikationsrunde, og allerede i uge 26 er der kontraktunderskrivelse og opstartsmøde.