Udsatte unge får hjælp af dansk Oscar-vindende instruktør

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Et nyåbnet fristed for unge under 18 har fået hjælp med at sprede sit budskab fra en masse frivillige samt en Oscar-vindende dansk instruktør.

Socialminister Astrid Kragh åbnede i fredags officelt krisecentret Joannahuset, hvor børn og unge med akutte problemer kan møde op og få husly, omsorg og rådgivning 24 timer i døgnet. Det er den første af sin slags i Danmark – på trods af, at der ifølge officielle tal er mellem 200 og 300 børn under 18, der lever på gaden. Det oplyser Joannahuset til Bureaubiz. 

For at sprede budskabet om åbningen har Joannahuset fået pro bono hjælp af bl.a. den danske internationale instruktør Joachim Back, som i 2010 vandt en Oscar for bedste kortfilm, ‘The new Tenants’, samt et hold af frivillige. Holdet har i alt skabt seks film under overskriften “Ikke alle børn har mulighed for at drømme,” der kommer til at blive delt på sociale medier, bl.a. af kendte YouTubere, influencere og skuespillere. 

Udgangspunktet for filmene har ifølge kreativ på projektet, Carsten Støtrup, været ikke at udstille de udsatte børn, men i stedet fokusere på Joannahuset som et fristed, “hvor der er plads til at drømme om en bedre fremtid,” som speaken i filmene lyder.

“Filmene skal ikke kun kommunikere til børn og unge, der umiddelbart har brug for Joannahuset”, siger Carsten Støtrup til Bureaubiz. “De skal også kommunikere til de mennesker, der er omkring børnene: skolelæreren, fodboldtræneren, bedsteforældrene, vennerne.”

Jette Wilhelmsen, daglig leder af Joannahuset, siger: 

”Vi er utrolig taknemmelige for at Joachim Back, produktionsselskabet Entrance og hele holdet ville støtte op omkring Joannahuset og vores arbejde for børn i udsatte situationer. Det giver os en mulighed for at sprede budskabet – ikke kun i forbindelse med åbningen, men også fremadrettet, hvor vi naturligvis skal blive ved med at fortælle om Joannahuset.” 

Credits:
Produktion: Entrance.dk
Casting: Saskia Skeel Fahlsten
Instruktør: Joachim Back
DOP: Sebastian Blenkov
Klipper: Anders Jon Petesen, AOA
Fotograf: Rasmus Hasle Jørgensen
1st AD: William Juul Aastrup
Fotograf ass.: Peter Topsøe-Jensen + Emil Wad
Grip: Jimmy Leavens – Andreas Winding
Belyser: Morten Kildegaard + Casper Bülow
Tonemester: Allan Holmberg
Kostume: Signe Sejlund
Line producer: Mads Jokum Predbjørn Jørgensen
Producer: Rasmus Ejlers + Mille Milt
Kamera: Only Rental, Emil Valentin
Gripudstyr: Filmgear
Post-production: Welcome Ulla Rørdam
Grading: Jonathan Lieb
Musik: UnMute, Daniel Schougaard
Kreativ: Carsten Støtrup