Udviklingshus springer ud som bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

House of Code lancerer nu sig selv som full-service app-bureau og åbner kontor i Aarhus.

Det odenseanske udviklingshus, House of Code, er på under 2 år gået fra 2 til 13 ansatte, samtidig regner man med at fordoble omsætningen i både 2016 og 2017.

Nu tager House of Code skridtet fra at være “et udviklings- og konsulenthus til et fullservice app-bureau”. Læg dertil, at bureauet også åbner et kontor I Aarhus.

Forventningen om den kraftige vækst henter bureauet i den øgede digitalisering i alle typer virksomheder og det deraf stigende behov for app-ekspertise.

”Vi bruger meget krudt på at fortælle om, hvordan app-teknologien skaber værdi for brugerne, og vi gør det med åbne kontraktforhold og eksternt ejerskab til kildekoden, let for virksomheden at overskue investeringen. Det er en opskrift der virker,” siger direktør i House of Code, Jonathan Bornemann.

På det nye Aarhuskontor er Sander Jensen ansat som kundechef. Han fortsætter med at eje kontorfællesskabet Sjak27 ved siden af sit nye job. Hans opgave for House of Code bliver primært at udbrede kendskabet til bureauet i Jylland.

Udvidelsen til fullservice app-bureau dækker over, at House of Code går fra at udvikle og rådgive omkring apps til design og udvikling over rådgivning, vedligeholdelse og overvågning.