Ugens udvalgte: Kan crowdsourcing vinde over terror?

Paul Hertz,
Strat. planner, Hertzlig.dk

Oven på mindelserne om 9/11 kan man blive varm helt ind i hjertet, når man falder over et projekt som One Day on Earth.

Normalt er årsdage og jubilæer noget at se frem til og fejre. Sådan er det ikke med 9/11. Allerede dagen efter hed det sig, at verden var forandret. Hvis det passer, var det i hvert fald ikke på den fede måde.

Ingen isoleret begivenhed har i nyere tid på samme måde formået at skabe frygt og splid i verden. Som professor Niels Jørgen Cappelørn udtrykte det i et radiointerview fredag morgen: “Vi hader lidt mere, der er mere intolerance, og vi har fået lidt mere foragt for andre”.

Der er altså al mulig grund til at bevare pessimismen. Globalisering, internet og øget bevægelighed har ellers gjort verden mindre. Men i samme takt bliver vores horisonter tilsyneladende også snævrere.

Derfor kan man blive varm helt ind i hjertet, når man falder over et projekt som One Day on Earth, der formår at vise et livsbekræftende og positivt billede af verdens mangfoldighed.

One Day on Earth er et medieprojekt, der bygger på crowdsourcing. Ideen er på samme dag at lade professionelle og amatør filmskabere fra alle lande i verden optage noget, de gerne vil vise resten af verden. Filmoptagelserne redigeres og samles til en film, der viser ” the amazing diversity, conflict, tragedy, and triumph that occur in one day”.

Første store event i projektet fandt sted 10. oktober 2010, og mens vi venter på den fulde film her fra, kan traileren varmt anbefales. Det er en af den slags, der får de små hår til at rejse sig. http://vimeo.com/26378195

Det er inspirerende, livsbekræftende og måske endda et bevis på, at verden slet ikke er så skidt et sted endda.

Billeder og film fra 10.10.10 eventen er i øvrigt tilgængelige på organisationens site www.onedayonearth.org, hvor man kan klikke sig rundt på må og få, via keywords eller efter, hvad andre synes er mest seværdigt.