Uheldig Irma-premiere for Mensch

Peter Engholm
25@mail.dk

En del af Mensch’ nye kampagne for Irma har mødt så meget kritik fra især det homoseksuelle miljø, at plakaten i dag pilles ned i outdoor og på butiksfacader.

“Sedler fra et ægteskab” hedder Mensch’ nye kampagne for Irma, og et aktuelt element skulle anslå et grill-tema. Det er dog kæden selv, der er blevet grillet, fordi en af “sedlerne” har mødt så meget kritik, at den i dag pilles ned i outdoor og på butikfacader. På sedlen står:

Irma

Sedlerne blev forinden lagt på Irmas Facebook-side, og derfra har en massiv kritik af “ballet-alarmen” spredt sig til medierne. For én ting er, at ballet skulle være umandigt, noget andet er at slå alarm over, at ægteparrets søn påtænker aktiviteter, som er umandige.

“Det er en af de første aktiviteter, vi har sammen med Mensch, og “sedler fra et ægteskab” – der er en korrespondance via sedler på køkkenbordet og køleskabet – er et kreativt greb, der skal åbne Irma mere op og få folk til at trække på smilebåndet. Denne seddel har fået en uheldig modtagelse i det homoseksuelle miljø, og det er vi vildt kede af,” siger Gitte Matzen, marketingchef i Irma.

Hun fastslår, at det hverken har været Mensch’ eller Irmas hensigt at støde nogen. Og at ikke alle deler forargelsen over annoncen – her er holdningen, at den er humoristisk og befriet for politisk korrekthed – ændrer ikke ved Irmas reaktion.

“Det eneste, vi kan gøre, er at beklage teksten – og vise vores beklagelse ved at fjerne den fra kampagnen, både outdoor og på butiksfacader. Det er en dårlig start på kampagnen, og det er noget, vi holder hinanden og Mensch opdateret på: At et kreativt greb er en balancegang, og her gik vi over grænsen,” siger Gitte Matzen, der har skrevet denne beklagelse på Irmas Facebook-side.

De øvrige sedler i kampagnen fortsætter uforandret.

Mensch blev for tre måneder siden valgt som Irmas nye bureau, efter at Fireball og Republica var endt i finalen i en bureaukonkurrence. Begge finalebureauer havde leveret “et stort og godt arbejde”, men Irma “kom ikke helt i mål med nogen af oplæggene,” som Gitte Matzen formulerede det. Mensch havde været med i den indledende dialog og gjorde comeback.