Ultimativ succes: Clooney-reklame bliver parodieret

Peter Engholm
25@mail.dk

Den norske bank-reklame med George Clooney får nu sin egen spoof – med en 86-årig sanger i rollen som gom.

Norge har kredset pænt meget om reklamefilmen fra DnB Nor – ikke p.g.a. det danske islæt (dansk instrueret og produceret samt kvindelig hovedrolle), men fordi George Clooney medvirker.

Og nu følger så den næsten obligatoriske parodi, der ifølge Kampanje.com spreder sig pænt på nettet via Facebook.

“Vi syntes, det var mærkeligt, at ingen havde lavet en parodi på reklamen, og kom frem til, at vi var nødt til at lave vores egen version. De fleste unge kan jo genkende sig selv i den situation – at vågne op dagen derpå efter en lidt for lang fest,” siger Aleksander Herresthal, producer på Kollektivet, der vises på norsk TV 2.

Kollektivet er et ungdomsprogram, men der er ikke meget ungdommeligt i personen, der har overtaget pladsen efter George Clooney: Arnie “Skiffle Joe” Norse.

Han er en 86 år gammel sanger, der slog igennem i 50erne med “Mexico-Joe”, og hvis kendetegn bl.a. er en cowboyhat og frække viser som “Min lille kone (som legger seg på ryggen for en krone)” og “Jælp mæ å rime (Den sensurerte bært-bært-visa)”.

Scenen i DnB Nor-parodien er den samme som i originalen: En ung kvinde vågner op dagen derpå og erfarer, at hun i løbet af en vild nat er blevet gift.

Så dukker Arnie op, og afmeldingen ændrer sig fra originalens “Nogle er heldige her i livet. For alle os andre kan det være klogt at spare lidt op” til “Nogle er bare uheldige i weekenden. Derfor kan det betale sig at droppe den sidste øl om fredagen.” – med en reklame for vand.