Umwelt har måttet skille sig af med 6 mennesker

Bureauet har ikke tabt kunder – men opgaver. Og har derfor måttet skride til, hvad man karakteriserer som ”rettidig omhu”.

Netop i dag er aviserne fyldt med nye annoncer for PFA i, hvad der ligner et brag af en kampagne. Bag står selskabets nye bureau, Umwelt.

Men ikke alle kunder har været lige så energiske. I hvert fald har bureauet for små 14 dage siden måtte skille sig af med 6 medarbejdere.

“Det er rigtigt, at vi har måttet sige farvel til seks personer. Det skyldes en nedgang i toplinjen, ikke i kundelisten. Mange af vores kunder skubber projekter eller venter indtil videre, og hvis vi skal vise økonomisk ansvarlighed, så må vi skære – rettidig omhu, om du vil”, siger direktør Martin Michael Hansen og fortsætter:

“De seks personer er overvejende kreative og kontakt. Vi er nu 21 på bureauet, og der er fokus på kernen – på de stærkeste, som kan drive Umwelt videre”.

Han forventer at supplere med freelancere, hvis det skulle blive nødvendigt – men ikke i første omgang. Som situationen er nu, er der fuldtidsarbejde til 21.

Irma er en af de kunder, der har fjernet noget arbejde fra Umwelt. Kundemagasinet Krydderiet er flyttet til Datagraf.

“Der er selvfølgelig noget økonomi i det, men det er også begrundet i et ønske om at flytte opgaven til nogen, der har kundemagasiner som kernekompetence”, siger marketingchef Gitte Matzen, Irma, og understreger, at Umwelt fortsat er kædens bureau på kommunikation. Et i øvrigt meget succesrigt samarbejde, der i 2007 udløste Årets Effectiveness Award.

Tilbudsaviserne håndteres af Republica.