Umwelt nyt leadbureau for Georg Jensen

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Første kampagne for det danske design-ikon er en integreret julekampagne med udgangspunkt i digitale opevelser.

Umwelt er blevet til nyt leadbureau for Georg Jensen.

Allerede før sommerferien blev bureauet efter en pitch valgt som digitalt bureau for det danske design-ikon og nu har samarbejdet udvidet sig til, at Umwelt skal stå for hele den integrerede markedsføring.

Første opgave for Umwelt som leadbureau er at udvikle julekampagnen for Georg Jensen, som er det tidspunkt, hvor størstedelen af designvirksomhedens salg ligger.

”Det er en stor og skøn opgave at stå for hele den integrerede julekampagne, som skal fungere på alle de markeder, hvor Georg Jensen er tilstede med sine 100 butikker”, siger Umwelts adm.dir. Martin Michael Hansen og fortsætter:

”Kampagnen tager udgangspunkt i en digital oplevelse. Den kommer ud på alle medier, som skal trække forbrugerne ind til denne digitale oplevelse.”

Han tilføjer, at Georg Jensen har valgt bureauet på baggrund af bureauets tilgang til branded utilities, som man også har arbejdet med for PFA med Pensionstallet.

Georg Jensens CEO, David Chu, siger, at Umwelt er valgt fordi de er innovative og er i stand til at kombinere kreativitet med sund fornuft og hurtighed.

”Desuden, siger David Chu, ”er Umwelt også et af de sjældne bureauer, som virkelig forstår, at være fuldt integrerede fra et marketing perspektiv”.

Georg Jensen har tidligere haft fast samarbejde med det amerikanske bureau Lipman, der er hjemmehørende i New York. De stod bl.a. bag en global kampagne med den danske supermodel, Freja Beha Erichsen.