Med gevinsten af en ny stor kunde knyttes verdens mest prisvindende bureau (jf. The Gunn Report 2015), Forsman & Bodenfors, og danske Umwelt tættere sammen.
Den nye kunde forventes at kunne blive præsenteret i næste uge, så i første omgang går den udadvendte del af glæden på netop bureau-samarbejdet:
”Vi ser en tendens til, at de store selvstændige bureauer arbejder sammen på tværs af grænserne i Norden. The North Alliance er et tydeligt eksempel herpå. Vores samarbejde med Forsman & Bodenfors i Sverige og SMFB i Norge er ikke juridisk bindende, men vi er forpligtet på kunde- og kontaktniveau. Og dette samarbejde er netop blevet styrket,” siger adm. direktør i Umwelt, Martin Michael Hansen.
Umwelts samarbejde med Forsman & Bodenfors begyndte for tre år siden med Eniro. I Danmark varetog Umwelt De Gule Sider, Proff og Krak Media Group, mens F&B håndterede Eniro-accounten centralt fra deres hovedkontor. Sidenhen er det blevet til et samarbejde på PostNord, og de tre bureauer går også ind i store pitches sammen.
Forsman & Bodenfors har vundet særlig opmærksomhed for sit arbejde med Volvo – både personbilerne, med Zlatan Ibrahimovich, og lastbilerne, med Jean Claude van Damme.
Hos bureauet, der har 200 medarbejdere fordelt på 2 kontorer i hhv. Göteborg og Stockholm, giver CEO Eric Sollenberg sin danske makker dette skudsmål:
”Vi samarbejder med Umwelt i Danmark på flere og flere kunder. Vi oplever, at de har en god forståelse for vores måde at arbejde på. Umwelt er særlig gode på strategi og har stærke digitale kompetencer, og vi er sikre på, at vores internationale kunder får den optimale samarbejdspartner på det danske marked”
Mens PostNord og Eniro styres ud fra Sverige, bliver den kommende store kunde styret ud fra Norge.