Junckers er ikke, hvad det har været – men det er stadig en af Europas største producenter af massive parket- og plankegulve og er repræsenteret verden over gennem et net af forhandlere samt egne salgs-selskaber i UK, Irland, Frankrig, Spanien, Italien, Tyskland og USA.
Virkeligheden er dog, at koncernen i dag er 40 pct. mindre end i 2007.
I 2014 skete der dog et ejerskifte, og nu ser tingene lysere ud – så meget lysere, at der igen skal investeres. Det er kommet Umwelt til gode.
Således har man netop indgået en aftale med bureauet om få lagt en ny digital strategi der indbefatter tre faser:
- Nyt website
- nye salgsværktøjer/utilities til sælgerne
- eCommerce.
”Vi gennemførte en større sondering af markedet for digitale bureauer og indkaldte en række til drøftelser med os. Her stod det hurtigt klar, at Umwelt var den samarbejdspartner, vi var på udkig efter pga en ‘proven track record’” siger Peter Eriksen, Sales Operations Manager hos Junckers. Han fortsætter:
“Umwelt er først og fremmest tunge på strategidelen. De udviste en rigtig fin forståelse for vores kommercielle udfordringer og de præsenterede os for både et kreativt oplæg og en digital handlingsplan der viste os, at de ville Junckers. Tilmed har Umwelt sat et hold med et team af virkelig dygtige digitale kapaciteter.”
Ejerskifte
Juckers beskæftiger ca. 350 medarbejdere og omsætter årligt for ca. 430 mio. kr., hvoraf det internationale salg udgør næsten 70%.
Efter en årrække med en udfordret økonomi, købte en investorgruppe i 2014 virksomheden af kapitalfonden Axcel, LD Equity samt en række mindre aktionærer. I den forbindelse konstaterede adm. dir. Carsten Chabert, at Junckers er blevet mere effektive og fokuserede med en lavere omkostningsbase.
“Et gryende opsving kan hjælpe med at få os på ret køl, og nu har vi lagt fundamentet med denne aftale, hvilket jeg er utrolig glad for,” sagde Carsten Chabert.