Hvis 2009 skal går over i historien, så bliver det ikke for det gode hos Umwelt. Regnskabet er mildt sagt skidt.
Det er den dårlige nyhed.
Den gode er, at bureauet fortsat er selvfinansierende og uafhængig af bankerne, fordi adm. dir. og hovedaktionær, Steen Søndergaard, har stillet kapital til rådighed, og at man har accepteret et betydeligt underskud for at skabe og sammensætte det hold, der skal realisere visionerne for et nyt bureau.
“Umwelt har gennem alle årene tjent penge, og dem har jeg lagt til side. I en situation som denne er det kun rimeligt, at jeg sender nogen af dem retur,” siger Steen Søndergaard.
Nedturen har en ganske enkel forklaring. Med et ord kan man sige: Finanskrisen. Med lidt flere betød den for Umwelt tre store projekter, der inden for kort tid blev stoppet samt en række kunder, der reducerede betydeligt.
“Ret tidligt kunne vi se, hvor det bar hen, og da vi i en årrække har kørt med en ret smal margen, så kommer det til at gøre ondt, med mindre man skærer meget voldsomt og dramatisk,” siger Steen Søndergaard.
Men her kom han i et dilemma. Han havde arbejdet med en vision om, hvordan Umwelt skulle udvikle sig som reklamebureau og havde fået to nye partnere ind, Martin Michael Hansen og Mikkel Heideby, der delte visionen. Og skulle man fortsat forfølge den vision, så var der grænser for hvor voldsomt, der kunne skæres.
“Grundlæggende handler vores tilgang om at fokusere på relationen mellem et brand og dets kunder frem for at tage udgangspunkt i målgruppen eller virksomheden. Det er gennem en analyse af, hvad der styrer relationen, at mål og midler skal vælges, og den måde at vi kan binde salg og marketing sammen” siger Steen Søndergaard.
At være et relationsbureau har således ikke noget at gøre med et klassisk dialogbureau. Tværtimod gælder det om at diskutere relationen uden tanke for, hvordan der efterfølgende skal kommunikeres.
Steen Søndergaard fortæller videre, at relationsfokus har givet en god dialog til en række kunde-emner, og at der er kommet en række nye til, så udsigterne for 2010 ser fornuftige ud.
“Kundesammensætningen spænder bredere og vi diskuterer nu decideret forretning med vores kunder. Desuden er vi rykket ind på BtBog internationale budgetter,” siger Steen Søndergaard.
Ud over relationsfokus, har han ønsket at få genskabt det partnerdrevede bureau, som var Umwelts udgangspunkt. Ud over Martin Michael Hansen og Mikkel Heideby er Peter Dalgas kommet til som kreativ direktør fra Co+Høgh og for at slutte ringen, er man på udkig efter endnu en kreativ partner.
Nøgletal for Umwelt
- Bruttoavance 13,556 mio. kr. -42,5 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 797.412 kr. -15,5 pct.
- Lønandel 104 (70)
- Resultat af primær drift -5,228 mio. kr. (+1,187 mio. kr. i 2008)