Strategi & Planning er den tværgående strategiafdeling for bureauerne Umwelt og Magnetix, og her skal kompetencerne ændres. Det betyder i praksis, at Umwelts adm. direktør, Steen Søndergaard, har måttet skille sig af med to plannere fra afdelingen:
“Vi har opsagt to mennesker, der var stærke på deres felt – men feltet var de traditionelle medier. Og da der sker store forandringer i mediebilledet, så ønsker vi at tilpasse kompetencerne til de nye medier,” siger Steen Søndergaard.
Han ser omlægningen af Strategi & Planning i digital retning som en naturlig forlængelse af UMA – en anden fælles Umwelt-Magnetix enhed, der udelukkende udvikler bærende ideer.
“Vi rendyrker ideen og rådgivningen, som vi tilpasser nutidens og fremtidens medier. Planningen skal understøtte Umwelts massekommunikation og Magnetix’ dialog – som afspejler vores spidskompetencer,” siger Steen Søndergaard.