I kun 2 ud af de forudgående 8 år (frem til 2014) har UncleGrey givet overskud – og da kun ganske små. Samlet satte bureauet i perioden ca. 15 mio. kr. til.
2014 var det blot andet år med overskud (+0,5 mio). Så det er en særdeles tilfreds adm. dir. Rolf Bach Christensen, der nu kan notere, hvad der må betragtes som et solidt plus på 2,5 mio. kr.
Det kommer oven på en vækst i bruttoavance på 11 pct., svarende til godt 3 mio. kr. Han har således fået 2 ud af de 3 millioner ned på bundlinjen.
For den kreative branche er det også en god nyhed. UncleGrey har igennem de fleste af årene holdt den kreative fane højt og været blandt de mest prisvindende bureauer – og nu kan Rolf Bach Christensen altså stadfæste, at det også kan vendes til en god forretning.
Mere stabile kunderelationer
Rolf Bach Christensen fremhæver, at det er lykkedes at få mere stabile kunderelationer.
“Der har været en række år, hvor vi mere var et kampagne-bureau. Nu er det lykkedes at få en kundebase med vedvarende og faste relationer af store og solide – samt modige – kunder, som vi arbejder tæt sammen med. Det giver en mere stabil organisation og økonomi,” siger Rolf Bach Christensen og fortsætter:
“Vi har hele tiden holdt fast i et kernehold, fordi vi – og vores ejere – ønskede at fastholde en høj profil. Og jeg synes, vi kontinuerligt har markeret os – senest med Canon, Weber og Bolia.”
Rolf Bach Christensen udtrykker samtidig optimisme. 2016 har udviklet sig positivt – f.eks. er Uncle Grey blevet bureau for Arla Danmark.
Men den gode historie stopper ikke ved UncleGrey. Rolf Bach Christensen er direktør for de tre Grey-bureauer, Uncle Grey, GreyWorks og Thunderstruck (tidl. Copen Hagen Agency).
Samlet er overskuddet blevet lidt mere end fordoblet til knap 3,4 mio. kr., mens den samlede bruttoavance kun er på niveau med 2014.
Det har dog en helt naturlig forklaring. Året bød på en skilsmisse i Copen Hagen Agency, hvor Peter Hagen og en gruppe medarbejdere gik for sig selv i et nyt Copen Hagen Agency, mens Greys del blev til Thunderstruck.
Dette bureau faldt naturligt en del tilbage i kølvandet på skilsmissen – men de øvrige to bureauer samlede altså tabet op. Og sådan vil det også være fremover. Thunderstruck er ikke et fortsættende bureau. Aktiviteterne er blevet kanaliseret over i UncleGrey og GreyWorks.
Nøgletal for UncleGrey
- Bruttoavance 32,591 mio. kr. +11 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,164 mio. kr. +11 pct.
- Lønandel 62,5 (67,2)
- Resultat af primær drift +2,563 mio. kr. +352,8 pct.
Nøgletal for GreyWorks
- Bruttoavance 12,353 mio. kr. +26,7 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 823.533 kr. +9,8 pct.
- Lønandel 70,3 (67,2)
- Resultat af primær drift +0,217 mio. kr. (-1,017 mio. året før)
Nøgletal for Thunderstruck
- Bruttoavance 7,09 mio. kr. -45,5 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,418 mio. kr. +8,9 pct.
- Lønandel 58,9 (53,2)
- Resultat af primær drift +0,567 mio. kr. -71,9 pct.