Uncle Grey lå fladt i 2017

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Greyworks fik vendt minus til plus i 2017, som blev nogenlunde status quo for Uncle Grey. Samlet set er direktøren tilfreds.

Der er kommet flere kolleger til Uncle Grey, og det har påvirket WPP-bureauets regnskab for 2017.

Trods en 15 pct. højere indtjening var overskuddet på bundlinjen sidste år en smule mindre end i 2016 og beløb sig til 6,6 mio. kr. efter skat.

“Det, kunderne efterspørger, kræver flere mennesker, og vi har investeret i nye kompetencer i 2017. Vores resultat ligger fladt, og vi er tilfredse med at fastholde profitten,” siger adm. direktør i Uncle Grey Rolf Bach Christensen til Bureaubiz.

Efter nogle svære år oven på fusionen mellem Grey København og Uncle i 2011 lykkedes det i 2014 Uncle Grey at vende underskud til overskud, og siden har ledelsen hvert år kunnet fremlægge en nydelig bundlinje.

Greyworks vendte bøtten
Virksomheden ynder, forklarer Rolf Bach Christensen, at betragte Grey Danmark som et samlet hele bestående af Uncle Grey og Greyworks.

Sidstnævnte har fristet en lidt omskiftelig tilværelse med store udsving på bundlinjen, som det i 2017 lykkedes at løfte fra et underskud på små 700.00 kr. til et overskud på knap 1,4 mio. kr.

“Når du kigger på de to sammenlagt er vi gået frem med to millioner og har en samlet profit på cirka otte millioner. Vi synes egentlig, at det er pænt, og er overordnet set tilfredse med 2017, også kreativt,” fortæller Rolf Bach Christensen.

Og 2018 lader til at blive skåret over samme læst for Uncle Grey:

“Vi kommer til fortsat at investere i kompetencer og omstruktureringer og forventer derfor, at vi ligger fladt i ‘18 også.”

Nøgletal for Uncle Grey 2017 (i parentes 2016)
Nettoomsætning: 95.985.446 kr. (100.743.689)
Bruttofortjeneste: 38.294.504 kr. (33.392.925)
Driftsresultat: 6.528.219 kr. (6.677.044)
Årets resultat: 6.606.874 kr. (6.707.432)
Gns. antal ansatte: 42 (34)

Nøgletal for Greyworks 2017 (i parentes 2016)
Nettoomsætning: 15.375.111 kr. (12.475.818)
Bruttofortjeneste: 9.834.563 kr. (7.215.214)
Driftsresultat: 846.776 kr. (-697.538)
Årets resultat: 1.361.839 kr. (-682.824)
Gns. antal ansatte: 16 (15)