Uncle Grey og dansk modebrand hjælper forbrugere til at genbruge tøj

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Med en QR-kode indbygget i tøjet har Uncle Grey og Samsøe & Samsøe gjort det nemt for forbrugerne at droppe køb-og-smid-væk-kulturen og gjort det let at videresælge tøj.

Det danskejede tøjmærke Samsøe & Samsøe har med hjælp fra Uncle Grey fundet på en nyskabende måde at få forbrugere til at sælge deres tøj videre og dermed være med til, at tøj bliver genbrugt i stedet for købt og smidt væk.

Ideen bag er, at det skal være nemt, og løsningen er kendt, nemlig en QR-kode – hos Samsøe & Samsøe kaldet The Resell Tag. QR-koden er syet ind i tøjet, og når den scannes med en smartphone, aktiveres en række digitale handlinger, der automatisk opretter en salgsannonce for produktet og promoverer den på tværs af Facebook og Instagram.

Hvert produkt har et lille mediebudget knyttet til sig, som gør det muligt at aktivere en målrettet kampagne for at hjælpe med at skabe interesse for produktet, skriver parterne i en pressemeddelelse.

Lanceringen af The Resell Tag sker på tværs af 20 forskellige produkter i Samsøe & Samsøes produktion, og man vil efterhånden inkorporere teknologien i en bred vifte af kollektionen i det kommende år.

Lars Samulsen, der er creative chairman & chief strategy officer hos Uncle Grey, siger om kampagnen:

“Når du tænker på at videresælge tøj, bliver de fleste af os stoppet af processen med at gøre det. The Resell Tag løser et reelt problem og kan  blive løsningen for modeindustrien.”

Kampagnen består af at vise tøjet i vinduer, instore samt SoMe og PR.