Uncle Grey siger farvel til begge kreative direktører

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

De to kreative direktører Clara Prior-Knock og Andreas Hoff skal til udlandet. Uncle Grey vil fremover kun have en kreativ direktør, men ansætter derudover tre i den kreative afdeling.

Uncle Greys to kreative direktører, Clara Prior-Knock og Andreas Hoff stopper hos Uncle Grey for sammen at tage til Amsterdam, hvor de begge får titel af creative directors hos Publicis-bureauet Le Pub.

“Vi er selvfølgelig kede af at skulle sige farvel til Clara og Andreas, men er samtidig glade på deres vegne for, at de kan komme ud i verden og få prøvet de seneste års erfaringer af. Vi ønsker dem alt muligt held og lykke på rejsen og sender en kæmpestor tak for indsatsen med. Det har været en sand fornøjelse at have haft dem hos Uncle Grey såvel på grund af deres faglige kompetence, samt for deres menneskelige egenskaber,” siger creative chairman & CSO hos Uncle Grey, Lars Samuelsen.

Clara Prior-Knock og Andreas Hoff startede på Uncle Grey for fire år siden som associate creative Directors og blev to år senere forfremmet til deres nuværende rolle og indtrådte samtidig i ledergruppen.

“De fire år, vi har været på Uncle Grey, har været de vildeste og mest lærerige, og jeg glæder mig til at bygge videre på alt det, jeg har lært under vingerne på alle de dygtige folk på bureauet. Det er i den grad en cadeau til dem, at et af verdens bedste bureauer har ringet. Men fuck, det har også været en virkelig svær beslutning, og jeg kommer til at savne alle de gode mennesker på Uncle,” siger Clara Prior-Knock, og fra Andreas Hoff, lyder det:

“Både Clara og jeg har boet i udlandet, og da vi fik muligheden for at komme ud igen, kunne vi godt mærke, at tanken fik udlængslen til at kigge frem igen. Jeg kom selv hjem fra New York i 2016 og startede på Uncle i 2019. Det har været fire vilde år, og nu er tiden så kommet til at vi igen skal ud og vise, hvad vi kan. Det glæder jeg mig til”.

Clara Prior-Knock har tidligere arbejdet hos blandt andre Nord DDB og Hjaltelin Stahl, mens Andreas Hoff før Uncle Grey var hos &Co. og i en længere årrække hos Ogilvy i New York.

Fremover bliver der kun en kreativ direktør

Uncle Grey har allerede fundet en afløser og organisation og ledergruppen vil blive sammensat anderledes i fremtiden, lyder det i pressemeddelelsen:

“Vi har i de seneste uger haft en del samtaler med dygtige profiler, der alle har udvist interesse for Uncle Grey og vi er nu overbevist om, at vi har fundet den rette profil. Vi øger vores samlede investering i kreativitet og strategi, men vil i fremtiden går fra to til en CD for at gøre organisationen mere agil og give mere ansvar til vores senior kreative. Desuden giver det os mulighed for at styrke vores kreative hold yderligere med en række nye ansættelser, hvoraf de to første allerede er fundet og en yderligere er på vej.”