Uncle og OK på Facebook: Der kommer træner!

Peter Engholm
25@mail.dk

I morgen bringes OK-filmen fra Uncle til live, når 31.500 danskere smider sig ned på kommando – bureauet har, med arrangørernes accept, arrangereret en event i Aalborg.

Uncles film for OK, hvor den ambitiøse fodboldklub deler bane med spydkasterne, har længe levet sit eget liv: På årets Roskilde Festival blev der skreget “Der kommer spyd!”, og publikum lagde sig ned – nøjagtig den samme, og i grunden lidt ulogiske, reaktion som i filmen.

Og i forrige måneds pokalkamp mellem Viby IF og FCK, greb amatørholdets tilhængere ikke bolden, men ideen, og råbte spyd-sætningen, når FCK erobrede bolden – hvorpå tilhængerne lagde sig.

I sidste uge omtalte Bureaubiz den Facebook-gruppe, der har arrangeret “Der kommer spyd!”-eventen, hvor alle deltagere i morgen lægger sig ned på kommando.

Uncle opdagede først gruppens eksistens, da små 20.000 har meldt sig på banen, og tilgangen fra bureauet var, at hvis man fandt på en idé til eventen, ville man forelægge den initiativtagerne.

“Vi har tilbudt dem træneren fra filmen. Og initiativtagerne, en gymnasieklasse fra Aalborg, har sagt ja-tak. Så nu kommer træneren, iført original træningsdragt, til Aalborg. Det bliver talt ned fra 10, og så vil han råbe “Der kommer spyd!” … det er fuldstændigt mærkeligt,” siger Michael Paterson, kreativ direktør hos Uncle.

Han oplyser, at bureauet står for selve eventen i Aalborg, i samråd med gruppens grundlæggere, og tilgangen har været at nedtone det kommercielle element – bl.a. ved ikke at plastre arrangementet til med OK-logoer.