Guld i Cannes, guld i Dia. Guld i …….
UncleGrey har indkasseret megen hæder for Liberation-arbejde for Only-brandet – det var aftenens store vinder ved sidste uges uddeling af Dia – og den gode stime ser ud til at fortsætte.
I hvert fald kan bureauet nu notere tre short-lister ved D&AD. Bureauet noterer endvidere, at alle shortlisterne er såkaldte ”nominations” til den fineste pris ”The Pencil”, som der sidste år blev uddelt i alt 66 af.
”The Liberation” har indtil videre vundet i alle de konkurrencer, den har været med i: 2 sølv- og 1 guldløve ved Cannes i 2012, 1 bronze i London International Advertising Awards og 1 bronze, 2 sølv og 1 guld ved Eurobest og ved danske True Awards. Kampagnen er også med i hele 6 kategorier ved Creative Circle Award 2013, der afgøres næste fredag i Glassalen i Tivoli”, siger adm. dir. Rolf Bach Christensen.
Men et andet sted i den danske bureaubranche glæder man sig også over short-listen i D&AD. Det drejer sig om Saatchi & Saatchis nye kreative direktør, Jason Mendes.
I hans tilfælde gælder det dog arbejde lavet i England for Ford og Ogilvy før han kom til Saatchi.
Og så gælder det et helt traditionelt medie som radio.
Men som Jason Mendes noterede, da Bureaubiz mødte ham kort efter hans tiltrædelse i Danmark, så kan digital buzz sagtens startes i noget så traditionelt som radio.
Det er endda spot, som er uden effekter eller andre forsøg på at råbe. Ren tekst, der læses op.
Men teksten er åbenbart af en sådan kvalitet – og så læses det af kendte af skuespillere (Stephen Fry, Rob Brydon og Caroline Ahern i ovennævnte link) - at så snart, de begyndte at køre, genererede de tusindvis af tweets.
Teksten søger at dramatisere konceptet om, at Fords motorer er både store og små. Store på kraft. Små på driftsøkonomi. Det sker ved at etablere modsætninger i teksten – som f.eks. at tale om sommerdag midt om vinteren, at dreje til venstre ind i højre hjørne og “min høje lave ven.”
Ud over D&AD er spottene også blevet short-listet i One Show.
Jason Mendes er kommet til Danmark som kreativ direktør i Saatchi med en klar dagsorden – den kreative profil skal løftes.