Samarbejdet mellem Grey København (nu Unclegrey) og Coke Zero har været exceptionelt i dansk bureau-sammenhæng.
Grey har været kreativt lead på udviklingen af kommunikation til mere end 60 markeder, og det er sjældent set, at et dansk bureau får en sådan rolle hos en af verdens allerstørste annoncører.
Men selv gode ting risikerer at få en ende, og samarbejdet er nu stoppet.
Den nyhed kommer oven på en sommer, hvor Unclegrey også måtte sige farvel til en række medarbejdere, der tog tre Coop-budgetter med sig. Rolf Bach Christensen er tiltrådt som ny adm. dir. for blot en måned siden, og han medgiver, at 2011 ikke hører til de bedste år. Tabet af Coke Zero får dog ikke konsekvenser.
“Vi har den størrelse, vi skal have for at vende skuden, og jeg har været rundt hos alle. Så jeg er meget fortrøstningsfuld overfor, at vi har det rette hold til at løfte bureauets kreative arv, og der er da også kommet nye kunder til,” siger Rolf Bach Christensen.
De nye kunder er overvejende kommet i Århus hos det tidligere Unclegrey, mens tabene har ligget hos det tidligere Grey København.
“Men sådan skal man ikke se bureauet i dag. Vi er ét bureau fordelt på to adresser, og teamsene arbejder på kryds og tværs af de to adresser,” siger Rolf Bach Christensen.
Jens Jermiin, der er kreativ direktør for Coca-Cola Europe, siger, at samarbejdet med Grey har været meget succesrigt.
“Vi har haft et virkelig godt samarbejde, og den kampagne, som Grey har udviklet og kørt, har været meget succesrig, og gjort meget godt for mærket. Det er jo ikke tilfældigt, at den har spredt sig til så mange markeder,” siger Jens Jermiin og fortsætter:
“Men briefen har ændret sig, og det er ikke lykkedes at komme i mål med en videreudvikling i forhold til de nye ønsker. Vi har arbejdet på det sammen med Grey siden årsskiftet, men når vi benchmarker op mod de andre ting, vi kigger på i forbindelse med Coke Zero, så måtte vi konstatere, at det var tid til at takke hinanden for seks års godt samarbejde.”
Varslet om, at Greys rolle i forhold til Coke Zero risikerede at komme i spil, kom allerede for godt et år siden. Dengang vandt Ogilvy i Paris – med bl.a. de unge danskere Peter Ammentorp og Nicolai Villads som en del af holdet – en international konkurrence om at udvikle en ny global platform på Coke Zero.
“Der kommer helt sikkert ny og spændende kommunikation for Coke Zero, og noget af det, vi kigger på, er udviklet af Ogilvy. Men der er også en spændende amerikansk kampagne i spil,” siger Jens Jermiin.