Under to uger siden Partners fik kontrakt med TDC. Nu er første store kampagne i luften

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Igennem en landsdækkende tv-kampagne skal Bent Fabricius-Bjerre og Søren Rasted komponere nye toner for TDC.

Det er under to uger siden, at Partners og TDC underskrev en kontrakt.

Således sagde Peoplegroup chef, Jan Duckert i sidste uge til Markedsføring:

“Fakta i forløbet er, at vi opsagde samarbejdet med Sonofon medio januar, og at vi i denne uge har skrevet under på en samarbejdsaftale med TDC”.

Fakta må således også være, at Partners opsagde samarbejdet med Sonofon uden at have en aftale med TDC. Noget som de fleste ellers tog for givet, da nyheden om bruddet med Sonofon kom frem.

Desuden må fakta være, at bureauet må have haft travlt på TDC i et godt stykke tid, for netop i dag har TDC sat gang i en ny stor kampagne produceret af Partners.

Der er tale om en landsdækkende tv-kampagne, hvor seerne kan opleve Bent Fabricius-Bjerre og Søren Rasted komponere den nye ventetone til TDC’s mobilkunder. I en række reklamefilm henover de næste par måneder vil man kunne følge den kreative proces.

“Bent og Søren har gang på gang vist, at de med deres musik bedre end nogen kan nå bredt ud og engagere danskerne. Det passer jo perfekt med, hvad TDC vil. Kombinationen af to så forskellige og anerkendte musikere, mener vi, er helt rigtig for at skabe en tone, som hele Danmark kommer til at lytte til de næste mange år,” siger Tomas Pietrangeli, marketingdirektør i TDC Privat.

TDC lancerede for nylig et abonnement kaldet “TDC til TDC”, hvor man kan ringe ubegrænset for 49. kr pr. måned til 1,8 millioner andre mobilkunder i TDC.

Det tilbud er bl.a. annonceret i dagbladsannoncer skabt af Partners.

I dag hører “TDC til TDC”-kunderne en kort tone, der markerer, at der er en TDC-kunde i den anden ende, og at opkaldet dermed er uden beregning. Den nye tone vil kunne høres af alle til efteråret.