Ung bureaustifter kommet godt fra start

Finn Graversen,
journalist

Oliver Seiffert har mere end fordoblet Poetypes bruttoavance i det andet hele regnskabsår.

Når dåbsattesten siger blot 23 år, så hører Oliver Seiffert til landets yngste bureauejere. Og ligeledes til en af de absolut yngste bureaustiftere, for han etablerede faktisk sit e-mailmarketing bureau, Poetype allerede i efteråret 2020 med base i Horsens.

Nu kan han så fremlægge regnskab for det andet hele år, og det kan han gøre med bravour. I 2022 mere end fordoblede han bureauet til en bruttoavance på over 2 mio. kr.

Bundlinjen kunne ikke helt følge med. Det blev faktisk til et underskud, men det er et helt bevidst valg, for Oliver Seiffert har valgt at investere i IT-systemer til effektivisering af arbejdsprocesser.

“Vi har valgt at reinvestere vores overskud og lidt mere i virksomheden for at skabe et grundlag for en sund arbejdsplads. For en virksomhed som vores er det en kæmpe investering, men lige nu er et overskud ikke vigtigt for os. Det kan vi begynde at fokusere på om to år, når vi runder 10 mio. kr. i omsætning,” lyder det optimistisk fra Oliver Seiffert i en pressemeddelelse.

Poetype har blandt andet udviklet sine egne data dashboards, der kan give indsigter til, hvordan deres arbejde performer samtidigt med, at de har effektiviseret dele af deres arbejdsgange med forskellige robotteknologier og en platform, der gør, at deres kunder i realtid kan følge med i, hvad konsulenterne hos Poetype arbejder på.

Oliver Seiffert uddyber videre, at investeringen også handler om arbejdsmiljø.

“Fordi mangel på overblik er en af de største katalysatorer for stress, er vi meget bevidste om at vi skal skabe et sundt og overskueligt arbejdsmiljø. Vi skal beskæftige os med opgaver, vi er gode til, og som vi synes er sjove, for når der, som i vores branche, er så stor konkurrence, tror vi på, at vi får en fordel af at have et sundt og effektivt setup. Det nytter ikke at jagte hurtige penge,” siger Oliver Seiffert.

Nøgletal for Poetype

  • Bruttoavance 2,233 mio. kr. +145,8 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 446.592 kr. +47,5 pct.
  • Lønandel 78,7 (69,4)
  • Resultat før skat -0,136 mio. kr. (+0,107 mio. året før)

Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz