Fornylig blev dette års Claus Fynbo Legat tildelt art director Rasmus Løgtholt Thomsen fra Advance. Legatet er indstiftet til ære for art director Claus Fynbo, som i 2006 døde af kræft kun 41 år gammel.
Men hvem er denne Rasmus egentlig? Og hvorfor er valget faldet på ham? Svaret på det sidste kunne man læse i pressemeddelelsen: “Rasmus er en stille person, med en stor personlighed (…) Rasmus’ professionelle tilgang hører til sjældenhederne blandt unge AD’ere på reklamebureauer”, står der blandt andet.
For at komme nærmere på personen Rasmus, bød vi ham på en øl og en snak. Det skulle dog vise sig, at Rasmus ikke helt føler sig til rette med al den opmærksomhed.
Der blev lagt meget vægt på ydmygheden i din indstilling. Hvad mener du om det?
“Jeg hader at være i centrum. F.eks. synes jeg ikke særligt godt om at lave det her interview. Jeg er ikke typen, der opsøger opmærksomheden. Jeg ville hellere have, at man ser på mit arbejde. Men samtidig er jeg da også vildt glad for Legatet. Det er en stor ære. Jeg er pavestolt.”
Hvorfor tror du, at valget faldt på dig?
“Jeg har fået af vide, at det skyldes min grundighed, kreativitet og forståelse for kundens forretningsområder. Jeg har en del detailerfaring fra bl.a. 7-Eleven fra tidligere og nu Q8, som vi har et rigtig godt samarbejde med. Jeg er meget detaljeorienteret og sætter ligeså stor dyd i at udvikle en fantastisk hyldesvirper som til at lave en stor landsdækkende kampagne.”
Rasmus er 32 år, art director, kæreste med Julie og bosiddende i København. Han startede sin karriere på en mindre grafisk tegnestue, kom ind på Grafisk Højskole i 2001 og startede herefter på Kunde & Co, hvor Claus Nørgaard (også kaldet ‘Kludder’) tog Rasmus under sine vinger. Nogle år senere ville Rasmus videre og blev i 2007 lokket over til Advance, hvor han har været lige siden.
Hvad betyder reklame for dig?
“Det lyder hurtigt lidt kliché-agtigt, men jeg lever og ånder for reklame. Også alt det, der sker i øjeblikket indenfor det digitale, er jo vildt interessant. Vi kan jo lige pludselig få en helt ny dialog med forbrugerne og det gør mit job endnu mere spændende.
Hvad ved du om Claus Fynbo?
“Desværre lærte jeg ham aldrig at kende. Jeg er kun bekendt med mange af de gode ting, han har lavet. Og så er Wibroe, Duckert og Partners et af de bureauer, jeg respekterer mest herhjemme. Derfor er det jo også en kæmpe ære.”
Til slut bad vi Rasmus om at fortælle lidt om noget af det kommunikation, der inspirerer ham mest. Her er listen med links inklusive Rasmus’ kommentarer:
Tuborg Classic – Skål Skipper
“Meget apropos Fynbo, så lavede han og Thomas Torp engang en fantastisk kampagne for Tuborg Classic. Helt igennem unik eksekvering og modig idé.”
Bud Light Institute,
Ulterior Emotions Album CD
og Greeting cards
“Det er sgu bare overlegent at tage æren for at have opfundet alt fra topperware party’s til feminisme, så kvinder er holdt fuldt beskæftiget og mænd kan være mænd og gå ud med deres venner og måske drikke en enkelt øl. Bud light institute opfandt også andre fantastiske innovative ting, som har gjort samlivet en del lettere.”
Blendtec – Will it blend
“Det kan gøres så enkelt. Don’t tell it – show it! At gøre noget så kedeligt som en blender yderst interessant og underholdende på en involverende måde – det kan jeg godt li’.”
Tourism Queensland – The Best Job In The World
“Dejlig utraditionel måde at markedsføre turisme, hvor man har opnået kæmpe involvering og enorm medieomtale.”
Mark Mikael Müller er gæsteskribent på Bureaubiz. Han arbejder til daglig som kreativ på reklamebureauet Wasabi og i Possible. Mark har arbejdet med kommunikation i 11 år – både som kreativ og marketingschef.