Unge talenter sikrede Recommended ny kunde

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Talentskolen under navnet Gnom præsterede et oplæg, der overbeviste et rejsebureau om, at indlede samarbejde med Recommended.

Da Recommended i starten af i år annoncerede opstarten af sin talentskole med navnet Gnom skabte det en opmærksomhed hos mindst en annoncør.

Måske ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning, at firmaet lyder navnet Ung Rejs, men kontakten blev så god, at rejsebureauet nu har valgt at blive kunde hos Recommended.

“Jeg har siddet til adskillige præsentationer med forslag til nye kampagner, men først nu ser jeg et oplæg, der rent faktisk rammer kernen i vores forretning 100 % og arbejder videre med det eksisterende koncept på en måde, som i høj grad imponerer mig.”

Ordene er John N. Tobiesen, direktør i Ung Rejs, og de faldt efter, at Recommendeds gnomer havde præsenteret deres oplæg til en fremtidig kommunikationsplatform for selskabet.

Han kan dog ikke regne med – som normalt når annoncører vælger bureau – at komme til at arbejde sammen med den gruppe af unge, der har overbevist ham om at vælge Recommended.

Første hold Gnomer bestod af fem unge mennesker, som ikke var stillet andet end et fem måneders praktikophold i udsigt. En af dem er dog nu blevet ansat på bureauet og en anden hos datterselskabet Zupa.

“Så de kommer selvfølgelig til at teame op med andre unge på bureauet omlring Ung Rejs, men det var i krydsfeltet mellem vores erfaring og de unges tilgang, at der opstod en magi, og jeg tror, at Ung Rejs har tillid til, at vi kan løfte opgaven,” siger adm. dir. Jørgen Blauert og tilføjer, at Gnom-programmet fortsætter:

“Vi er i fuld gang med at rekruttere næste hold, der skal starte 1. september,” siger Jørgen Blauert.

Det første hold har været inde over forskellige kunder, og resultatet har været godt alle steder. Ud over Ung Rejs kan de unge have medvirket til at skaffe en ny kunde mere – uden at Jørgen Blauert dog vil sætte navn på.

“Da vi for fire måneder siden valgte at invitere en gruppe unge talenter inden for i et intensivt praktikforløb var baggrunden, at vi var overbeviste om, at de rummer nogle ressourcer, som vi har brug for i vores branche. Og Gnomerne har ikke skuffet, de har i den grad ført bevis for, at de både kan og vil, og at de også kan lære os andre et og andet om god kommunikation,” siger Jørgen Blauert og fortsætter:

“De er multidisciplinære og rummer mange egenskaber i en og samme person. De tænker både strategisk og kreativt, men har samtidig også sans for projektstyring. Vores Gnomer er kommet med ny energi og et nyt forfriskende drive. I mixet mellem deres ungdommelige vovemod og vores erfaringer og kunde- og markedsforståelse opstår det, som mange moderne kunder vil have lige nu.”

Jørgen Blauert er personligt meget glad for successen.

“Dels er jeg selvfølgelig glad for, at det er lykkedes at tilføre os på bureauet noget. Men jeg er i høj grad glad for, at vi kan medvirke til at give de unge nogle chancer. Vi har brug for dem, og det ville glæde mig, hvis andre virksomheder begyndte at investere på samme måde i de unge mennesker,” siger Jørgen Blauert.