Uddannede journalister med en klar ambition om at placere sig som kommunikationsrådgivere for direktioner og bestyrelser.
Således var udgangspunktet for Friday, der blev stiftet af to tidligere partnere hos Jøp, Ove & Myrthu. I løbet af den første tid kom der en partner mere med i bureauet i skikkelse af Henrik Røjgaard, og baseret på det første regnskab er man kommet godt på plads. Tallene matcher ikke umiddelbart et seniortungt bureau, men man skal starte et sted, og udviklingen er fortsat positiv.
Man har da også udvidet med en ansat kommunikationsrådgiver, og nu har man så fundet en fjerde partner til bureauet.
Der er tale om Claus Bendsen, der er fundet hos det økonomisk stærke og succesrige Help PR, hvor han har været siden 2010.
Claus Bendsen træder direkte ind i partnerkredsen i Friday med ansvar for yderligere at udbygge bureauets kompetencer inden for strategisk kommunikation med fokus på pr-og pressehåndtering.
”Claus passer perfekt ind i Friday. Han er erfaren og repræsenterer en sjælden evne til at rådgive på højeste niveau og samtidig have hænderne helt nede i kundernes presseindsatser. Og nok så vigtigt så er han kreativ, vellidt og præcis det gode selskab, som er og skal forblive en grundsten i bureauet,” siger administrerende direktør Lars Bo Kirk.
Ud over rådgivning, producerer bureauet også strategisk content i form af film, tekster og grundfortællinger til store og små virksomheder.
Nøgletal for Friday
- Bruttoavance 2,279 mio. kr.
- Bruttoavance pr. medarbejder 759.667 kr.
- Lønandel 73,1
- Resultat af primær drift +0,005 mio. kr.