Ungt bureau udkommer med anderledes PR-ide

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Den danske afdeling af Crispin Porter er ikke mere end et år gammel og henter nu opmærksomhed på en kampagne med et amerikansk pladeselskab og AIAIAI.

Et af verdens hotteste bureauer vakte opmærksomhed, da de for et år siden etablerede sig i Danmark med ansættelsen af nogle markante unge navne.

Crispin Porter + Bogusky er kendt som et bureau, der tænker utraditionelt og nu markerer den danske afdeling sig med en anderledes PR-idè.

Bureauet står bag et samarbejde mellem det amerikanske pladeselskab, Stones Throw fra Los Angeles og den danske høretelefonvirksomhed, AIAIAI.

Høretelefoner bruges normalt til at lytte til musik og som headset til at tale i telefon med.

Men netop i denne sammenhæng gav det mening at bruge mikrofonen til en tredje ting, nemlig til at rappe i. Det er det som konceptet fra CP+B Copenhagen går ud på.

Stones Throw opfordrer bl.a. sine over 200.000 musikelskende fans på Facebook til at bruge mikrofonen til at indspille et rap og indsende det til pladeselskabet.

Rappen skal indspilles over den første plade, som pladeselskabet udkom med. Vinderen af konkurrencen ender med en udgivelse på pladeselskabet.

AIAIAI har konstrueret et speciel edition af et sæt høretelefoner med Stones Throws’ logo på, som kan købes via Apple eller AIAIAIs egne salgsteder.

Kampagnen bæres af PR og allerede nu har adskillige internationale medier skrevet om ideen.

En hjemmeside, en app og en video blev udviklet til formålet. De to første i samarbejde med CP+B i Gøteborg. Filmproduktionsselskabet the Woerks har stået for videoproduktionen.

Video’en kan ses på hjemmesiden for projektet.

De to unge, der etablerede bureauet i efterået er adm.dir. Mathias Birkvad og kreativ direktør Kristoffer Gandsager, som før etableringen af CP+B kom fra henh. Robert/Boisen og CP+B i Gøteborg.

Desuden var Mathias Birkvad medstifter af Anew, mens Krisfoffer Gandsager, kom til CP+B i Gøteborg via et prisbelønnet ansøgningskoncept.

Øvrige kunder på bureauet er blandt andre Sony Mobile, VisitDenmark og Carlsberg.