Unilever går til angreb på bureauernes produktions-budgetter

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Den globale koncern vil i højere grad selv styre valget af produktions-selskaber til reklamefilm.

Dansk Annoncørforenings adm. dir., Otto B. Christiansen, har langet hårdt ud efter danske bureauers in-house produktions-selskaber. Og mens han for et antal år siden stadig var ansat i Danske Bank var han med til at søsætte et initiativ, hvor banken valgte et par produktions-selskaber til at stå for al produktion.

Sådan gør Danske Bank det ikke mere. Til gengæld oplever man netop nu, i England, at en af de helt store globale annoncører er på vej med et tilsvarende initiativ.

Unilever vil sammensætte en mindre gruppe af produktions-selskaber, som man selv vil håndtere samarbejdet med frem for at anvende dem, som reklamebureauerne anbefaler. Unilever er så stor, at antallet af selskaber, som er blevet involveret i produktioner har været enormt, og det skal reduceres betydeligt – formentlig til mellem 20 og 40.

Det understreges dog, at bureauerne fortsat vil være involveret i valget af selskab.

Ifølge Campaign forventes flere af de store annoncører at følge efter med tilsvarende initiativer.

I Danmark har Danske Bank dog forladt modellen med at etablere faste samarbejdspartnere blandt produktions-selskaberne.

“Vi har dog på ingen måde sluppet indflydelsen på valget af produktions-selskaber,” siger marketingdirektør Joachim Rubow og fortsætter:

“Vi har blot fundet, at vi gerne vil stå friere i valget, fordi samarbejdspartnerne er vigtige for de kreative og den kreative proces. Til gengæld har vi in-house kompetencer til at gå ind i en kritisk dialog omkring budgetter og rammer for produktionerne.”