Unilever vælger nyt bureau til fem kendte mærker

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Lille bureau kan igen-igen skrive en stor kunde på listen – efter at være blevet testet på et enkelt af mærkerne.

“Lille bureau vinder stor kunde” er en populær sætning hos In-Mind. I september kunne man skrive det store kaffemærke Segafredo Zanetti på listen, og nu kan man så skrive Unilever på.

Bureauet har hidtil løst enkelte opgaver for Bio-tex, hvilket nu resulterer i, at alle below the line aktiviteter for Neutral, Bio-tex, Zendium, Pepsodent og Bamseline udarbejdes i samarbejde med In-Mind.

Bureauet skal således bistå Unilever med udvikling af den overordnede trade-positionering, herunder rådgivning, udvikling og implementering af elementer i butikkerne samt integration mellem offline og online.

Samarbejdet er allerede nu inde i en fase, hvor en lang række kommunikationsplatforme og aktiviteter er blevet udviklet på flere forskellige platforme.

”Vi ved, at det er i butikken, at slaget om forbrugerne, skal kæmpes. Derfor er vi nødt til at være skarpe på budskab og storytelling og samtidig skabe værdi for folk på relativ kort tid. Trade er en kompliceret disciplin, hvor afkodning af budskab, som regel ikke får meget tid, og dér har In-Mind bevist, at de er det rigtige bureau for os”, siger Activation Officer hos Unilever, Mads Jensen i en pressemeddelelse.

Det er ikke lykkedes at få kontakt med ham for at høre, hvem man tidligere samarbejdede med.

”At få fingrene i så stærke brands som Neutral, Bio-Tex, Zendium, Pepsodent og Bamseline giver os fantastiske muligheder for at præge handelen og ikke mindst forbrugeradfærd på den måde, vi er gode til”, siger kreativ direktør hos In-Mind, Jesper Bráuner.