“Vi havde skåret ind til benet – og det var fornuftigt nok. Problemet var, at vi også fik skåret ind i benet. Det gjorde os for lette,” siger Jens Mark – indtil i fredags partner og adm. direktør i Unplugged.
Bureauet havde bestemt ikke de bedste år i 2009-2010, hvor store kunder skruede voldsomt ned for blusset, mens Unplugged selv var længe om den tilsvarende øvelse. I slutningen af året var der 10 medarbejdere på bureauet, og siden blev der trimmet – og trimmet – indtil der til op til denne sommer var 4 medarbejdere. Og det blev altså for dybt.
Bureauet er nu lukket ned – i god ro og orden i form en solvent nedlukning, forklarer Jens Mark.
Men både den eksisterende stab og kundekredsen fortsætter. For Adtomic har hyret alle medarbejdere, som kommer til at udgøre 1 af alt 4 sektioner i bureauet, der for tiden gør alt andet end at trimme: Adtomic nærmer sig således 60 medarbejdere.
“Det var vigtigt for os i Unplugged at finde en løsning, hvor vi kan tilbyde de eksisterende kunder mindst det samme, som de hidtil har fået. Vi har forhandlet med andre bureauer, men hos Adtomic har vi nået vores mål. Vi får en masse nye kolleger og inhouse-kompetencer som film og online,” siger Jens Mark.
Nu kører Unplugged så videre under Adtomic-navnet. På egen hånd, men samtidig som en del af noget større.
Ud over Jens Mark består sektionen af senior-ADer Jens Ness, projektledere Kristina Bendt og ADer Elsa Mathiasen.
“Vi kører videre med egne kunder og new bizz, og supplerer i første omgang med freelance-kompetencer, men målet er, at vi i vores sektion skal have 12-15 medarbejdere,” siger Jens Mark, der er leder af den nye sektion.