Usædvanlig alliance mellem Envision og People Group

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

De to bureauer er begge ejere af den nye tilbudsavise-producent, RetailPeople, der i første omgang blev præsenteret som et nyt People Group selskab.

Da People Group i sidste uge annoncerede oprettelsen af et nyt selskab, der skal producere tilbudsaviser, var det en ikke helt fyldestgørende pressemeddelelse.

Det viser sig nemlig, at RetailPeople, som selskabet hedder, har en usædvanlig medejer i form af det store århusianske bureau enVision.

Dermed har man fået en særdeles kompetent partner med, når det gælder tilbudsaviser, idet enVision arbejder for Føtex og således har en meget stor produktion i forvejen.

Der er også rigtig gode relationer mellem den nye direktør for RetailPeople og enVision, idet Ole Dissing er fundet hos Dansk Supermarked. Umiddelbart kommer han fra et job som marketingchef hos Bilka, men før da havde han i en årrække den samme funktion hos Føtex.

Da Bureaubiz i sidste uge spurgte ham til de produktionsmæssige ressourcer i det nye selskab, svarede han kort:

“Vi har set-up’et og produktionsapparatet klart. Det er kun et spørgsmål om at sætte folk ind i det i takt med at kunderne kommer.”

Spørgsmålet er centralt, fordi konkurrencen på markedet for tilbudsaviser er intens, og derfor stilles der krav om et meget effektivt produktionsapparat, som vil være tungt at bygge op fra bunden som ny aktør.

Men med enVision i ryggen var det ikke spor for kækt af Ole Dissing at sige, at man havde produktionsapparatet klart.

Han havde faktisk kunnet understrege det yderligere, hvis han havde fortalt om alliancen med enVision. Det ville også forklare, hvorfor bureauet er placeret i Århus, hvilket han var fåmælt omkring.

Det er endnu ikke lykkedes at få kommentarer – og således heller ikke, hvorfor alliancen i første omgang blev hemmeligholdt.

På enVisions hjemmeside er der i mandags – fire dage efter udsendelsen af pressemeddelelsen – lagt en tekst  på, hvor det oplyses under overskriften “Vi investerer i nyt selskab og udnytter vores systemkompetencer”, at bureauet i 2009 købte sig ind i den grafiske virksomhed Minh Graphic i Ho Chi Minh City. Dette er en strategi om at udvikle it-baserede produktionssystemer og optimere katalogproduktion.

“Nu har vi taget endnu et skridt på den vej og indgået et samarbejde med People Group, hvor vi er systemleverandør og medejer af deres nye afdeling, RetailPeople,” skriver enVision og karakteriserer det som en investering og en mulighed for at udnytte systemer og ressourcer i Vietnam. Der vil ikke være noget dagligt samarbejde, understreges det.