“Tuborg og Telia er et perfekte match. Tuborg gør noget ved musikken, og Telia er nu en del af musikken. Det gælder om at finde de fællesnævneren , som skaber værdi for forbrugerne, og så udnytte dem på tværs af de forskellige brands værdier,” siger Anders Larsen, kreativ direktør i Thinkhouse.
Bureauet fungerer som bindeled og står bag ideen mellem Telia, der netop har lanceret sin “Fri musik”-tjeneste, og Tuborg, der så småt er ved at rulle kampagnen ud under overskriften “Køb 1 Grøn Tuborg – Få adgang til 5.000.000 musiknumre i 24 timer”.
Telias overordnede mål for partnerskabet er større opmærksomhed om “Fri musik” og øget trafik på sitet. Telia ser i kampagneperioden bort fra traditionelle markedsføringskanaler og betror i stedet markedsføringen til Tuborg og bryggeriets kanaler.
“Partnerskabet lanceres på vores etiketter, alle dåser og al indpakning, webben – inkl. Tuborgs online-medlemsklub, Tubklub – samt lastbiler og POS-materialer i den danske detailhandel. Tuborg går ind i partnerskabet, fordi vi har vurderet, at samarbejdet med Telia passer godt til vores store engagement inden for musikken, og at vi med også med dette samarbejde kan tilbyde en attraktiv ekstra værdi og oplevelse for vores forbrugere,” siger Lars Müller, brand manager hos Tuborg.
En kode på etiketten giver adgang til et døgns fri download og afspilning af numrene på “Fri musik”. Herefter kræver adgangen – inkl. afspilning – endnu en 24-timers kode fra en Grøn Tuborg eller et abonnement til 79 kr.
Partnerskabet om musik er ikke sommerens første for Tuborg; i maj gik man sammen med Coca-Cola om en butiksaktivitet båret af fri download af nummeret “Ta’ dig sammen”, som Sys Bjerre og Thomas Troelsen havde skabt til lejligheden.
“Juni-salget af Coca-Cola og Tuborg steg med flotte tocifrede indekspoint, og i samme måned var der 50.000 visninger af nummeret. Det blev spillet på P3 og var nr. 30 på Airplay-charten. Og endelig var det nr. 50 over de mest solgte singler på iTunes. Indrømmet – kampagnen blev bred, men ramte ikke alle, ellers var et gratis nummer jo ikke havnet på en salgsliste”, siger Anders Larsen, der sidste år kom til Thinkhouse for at arbejde med de kreative partnerskaber – i dette tilfælde mellem PR og reklame.