Usædvanlig fejring af jubilæum rummede 9 tons markedsføring

Lars Hendel

I løbet af 1 år rejste 2 personer i 4 lande og kørte 6.000 km. Resultatet blev – med bureaubistand – næsten 9 tons markedsføring.

Som konsulenthus har AS3 givetvis talt med kunderne om ”en rejse”, som de skal ud på. Dét tog AS3, der er blandt Skandinaviens største af sin slags, bogstaveligt op til virksomhedens 25 års jubilæum.

En længere rejse har skabt indholdet til en i ordets egentlige forstand tung satsning, idet man har leveret en coffee table-bog på på 2,2 kg … ganget med 3.000 danske eksemplarer og nu også 1.000 engelsksprogede. Altså næsten 9 ton markedsføring over for målgruppen, som er HR-chefer, ledere, direktører og CEO’s.

”Vi har valgt at investere i dette projekt og brugte ressourcer og energi på bogen i løbet af det år, det tog at producere denne coffee table book i en rigtig flot kvalitet. Eksempelvis kørte fotografen og jeg 6.000 km i Danmark og rejste til både til Stockholm, Helsinki og Oslo i processen,” siger Michael Møller Petersen, Communication & Marketing Specialist i AS3.

Bogen tager udgangspunkt i kunderne selv, bl.a. Nordisk Kellogg, Leo Pharma, Arla, Dong og Vestas, og er tænkt som inspirationsbog, hvor hver case er afsluttet med et det har vi lært-element.

“Vores kundeportefølje tæller alle typer virksomheder og organisationer. Og det er vore kunders udtryk, der bærer bogen – det her handler om kundens udfordringer og kundens læringer, og derfor står bogen også for en fælles vidensdeling,” fortæller Michael Møller Petersen.

Frem for et klassisk jubilæum med fejring, reception og måske en kampagne, gik AS3 altså en anden – og udtalt analog – vej med den med den massive bog, der er produceret af Michael Møller Petersen i samarbejde med det nyligt fusionerede stor-bureau, Agency Spring samt fotograf Thomas Priskorn og Zeuner Grafisk.

“Vi overvejede selvfølgelig, om der var ulemper forbundet med at gå imod strømmen og gå offline, men vi valgte i stedet at gå all in på bogen – bl.a. ud fra hvordan vi ville få den mest varige effekt og give et markant læringsperspektiv, mens vi samtidig cementerer vores position,” siger Michael Møller Petersen.

Og er de mange kilometer og interviews samt papirmængde så prioriteringen værd?

”Vi har mærket en klar effekt af bogen, forretningsmæssigt. Flere kunder har sagt ja til at mødes med os på baggrund af den bog, og her mener jeg kunder, som vi ellers har haft svært ved at komme ind på,” siger Michael Møller Petersen.