Tiltroen til kreativitet er stor, og det er tilliden til de kreative talenter også. Opgaven i en ny konkurrence, Our Sustainable Future, er enkel: Skab en film på 60 sekunder, der kan ændre verden.
Opgaven er lagt i hænderne på talenterne: Unge under 30 år og/eller studerende på en videregående uddannelse. Og bag konkurrencen står bl.a. Creative Circle, Center for Kreativ Tænkning og FN-initiativetWorld Creativity and Innovation Week.
”Kreativ tænkning kan gøre en gøre en positiv forskel for verden, og der er i dén grad behov for mange gode ideer. De unge skal – med udgangspunkt i FN’s verdensmål – skabe ideer, der kan være med til at skabe en bedre verden,” siger Dorte Nielsen.
Hun er formand for Creative Circle og tillige European Creative Ambassador og bestyrelsesmedlem i World Creativity and Innovation Week. Initiativet, der støttes af FN, har deltagelse af 80 lande på verdensplan.
Filmene fra de unge talenter bliver bedømt af en ganske særlig jury, nemlig de seneste seks års vindere af filmkategorien ved Young Creative Circle Award (YCCA):
- 2020 Joachim Klintfält & Nicolas Housted
- 2019 Sine Asmussen & Line Sindberg
- 2018 Thomas Jørgensen Parastatidis & Magnus Mynderup-Jørgensen
- 2017 Camille Clemmensen & Malene Lyngbæk Olsen
- 2016 Neela Wedage & Tammes Bernstein
- 2015 Jeppe Ritz & Louis Pilmark
Dertil kommer juryformændene: Dorte Nielsen, Matei Schwartz fra Center for Applied Imagination, New York, samt Stig Lauritzen og Clara Prior-Knock fra Creative Circles bestyrelse.
Juryen udvælger 10 film, der vises under World Creativity and Innovation Week fra den 15.-21. april. Vinderen af offenligtgøres på FN’s Internationale dag for Kreativitet og Innovation den 21. april.
”Konkurrencen giver unge talenter et talerør og en mulighed for at blive hørt. De udvalgte film vil blive vist i mange offentlige medier og vil blive delt internationalt. Endvidere sendes filmene til relevante politikere og mennesker med indflydelse på vores fremtid,” siger Dorte Nielsen.
Der dystes som et minimum mellem seks uddannelser, der har delt briefen – bl.a. Kreativ Kommunikation på DMJX, Skolen for Visuel Kommunikation og Reklamelinjen.
Konkurrencen har deadline den 21. marts. Læs mere om den her.