Usædvanligt hop: The Unicorn går fra 7 til 126 medarbejdere

Peter Engholm,
journalist

Step køber The Unicorn, og den kreative profil hos det lille bureau med 7 medarbejdere er så stærk, at det store bureau med 120 medarbejdere skifter navn.

Step er ”et kommunikationskollektiv, der tror på data og på mennesker” – og nu er kollektivet blevet en my større med købet af The Unicorn.

Step har 150 medarbejdere, fordelt på 120 medarbejdere i bureaudelen og resten i datadelen. Og noget usædvanligt tager den store bureaudel nu navn efter det lille opkøb.

Det skyldes, at den kreative profil hos The Unicorn er alt andet end lille. Bureauet med 7 medarbejdere er – på den seneste udgave af Bureaubiz’ årlige oversigt – det 9. mest prisvindende bureau herhjemme.

Regnestykket for The Unicorn er 7+120=126, og det skyldes, at en af The Unicorns tre ejere, Thomas Pries, træder ud af bureauet og ikke følger med over i den nye konstellation.

Richard Wraae, CEO for Step, kalder det “a match made in heaven” og fortsætter:

“Vi har længe ledt efter strategisk stærke kommercielle kræfter, der sammen med os kan sætte kreativitet og data+tech i spil og connecte dem med brands. Vi kalder det Datativity, og vi tror på, at det er svaret på fremtidens transformation af brands. Det har vi fundet i The Unicorn, og med dem ser vi frem til at øge det kreative niveau med endnu flere seniorprofiler til vores nuværende 150 specialister.”

Hos The Unicorn er begejstringen ligeledes stor. Her udtaler partner Martin Vibe:

“Verden er i lynhurtig forandring. Nogle ting ændrer sig dog aldrig, f.eks. den gode historie og den menneskelige indsigt. Det har vi sådan set altid troet på hos os, men der hersker ingen tvivl om, at vi med Step nu kan fremtidssikre den tilgang og gøre historierne og løsningerne endnu mere relevante for både virksomhederne og deres modtagere.”

Han bliver Commercial Director med reference til Thomas Wagner, Chief Commercial Officer. Den tredje partner i The Unicorn, medstifteren Peter Metcalfe, fortsætter som Creative Director med reference til Christina Vitten Carlsson, Chief Creative Officer.

Steps øvrige forretningsenheder fastholder deres navne: Step Sport & Entertainment, OneAd og Step Network. Der er kontorer i både Odense og København.