I går kunne Bureaubiz berette, at Samsung har valgt Adtomic som sit nye kreative bureau. Men det er ikke det eneste nye Samsung-bureau, for koncernen har i Danmark kigget bredt på sine bureau-samarbejder.
Årsagen skal ifølge Samsungs danske landechef, Claus Holm findes i øget størrelse:
”Omkring årsskiftet revurderede vi vores samarbejdspartnere inden for bl.a. markedsføring. Vi har haft en vækst igennem de seneste år, der gjorde det oplagt at tjekke, om de bureauer, vi havde, passede til vores nuværende størrelse. Ens behov ændrer sig markant, når man vokser – ikke kun i størrelse, men også i antallet af produkter og –kategorier,” siger Claus Holm.
Revurderingen af bureauerne førte til valget af et nyt promotion-bureau, Brandiators, som har til huse i Allerød.
Hvad angår det kreative bureau, var Samsungs vækst ikke ene årsag til, at samarbejdet blev kigget efter i sømmene.
”Vi har igennem en årrække haft det samme kreative bureau – Stoic – så også på dén baggrund, og ikke fordi vi ikke var tilfredse, syntes vi, at det var oplagt at gå samarbejdet efter,” siger Claus Holm.
Her endte det som nævnt med, at Adtomic blev valgt:
”Samsung og Adtomic tænker og arbejder ens: Med korte deadlines. Det er vigtigt, at bureauet er i stand til at leve op til forventningerne, så vi testede ressourcerne og den kreative formåen,” siger Claus Holm.
Spinn er Samsungs nordiske bureau, og Adtomics opgave bliver dels at versionere nordiske kampagner, dels at udvikle dansk materiale. Og Samsungs vækst kommer – heller ikke markedsføringsmæssigt – til at stoppe:
”Vi kommer til at intensivere vores tilstedeværelse på markedet,” siger Claus Holm.