Vækstbureau siger farvel til direktør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det Jysk Fynske Medier ejede detKoncept har sagt farvel til sin adm. dir. Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske.

detKoncept er et reklamebureau, som har haft fart på i de seneste par år, og som for et år siden åbnede i København.

Jysk Fynske Medier ejer majoriteten, og i seneste regnskabsår blev det til en vækst på 65,6 pct. til en bruttoavance på 14,9 mio. kr.

Det er sket med Thomas Sander Eriksen i spidsen som administrerende direktør. Men nu er han væk.

Bestyrelsesformand Jesper Rosener er ret fåmælt om årsagen.

”Vi har været rigtig tilfredse med udviklingen i detKoncept, og indeværende år byder også på vækst. Men Thomas og jeg var ikke enige om fremtiden, og derfor har vi sagt farvel til hinanden,” siger Jesper Rosener.

I stedet er Peter Ringtved sat ind som adm. dir. Han har bl.a. ansvar for HR og datterselskaber i Jyske Fynske Medier, og var således Thomas Sander Eriksens umiddelbare chef.

Thomas Sander Eriksen har været direktør i detKoncept siden 2008, og var også medejer. Hvad der skal ske nu, er ikke besluttet.

”Vi har ikke taget stilling til den fremtidige ledelse af bureauet, og alt er åbent,” siger Jesper Rosener.