Værs’go: 5 ønsker for den danske kreativitet

Dorte Nielsen,
Udd.leder Kreativ Kom., DMJX

Kære Poul: Bedre samarbejde med annoncører, vovemod, diversitet, internationalisering og gejst er blandt de ting jeg drømmer om for branchen. Når den har det godt, har uddannelserne det godt.

Dette er Dorte Nielsens svar på Poul Mikkelsens udfordring sat i gang af hans klumme om:
Kære bureaudirektører: Hvor er I henne i den kreative debat
Tidligere har Espen Meyer Højlud, Advice, Martin O. Rasmussen, Mindshare og Kim Boisen/Michael Robert og Camilla Ramby, TDC, samt Steffen Hjaltelin og Nicolai Stahl svaret.

Kære Poul,

Tak for udfordringen og lejligheden til at give et indspark af tanker til debatten om hvordan vi kan højne kreativiteten i Danmark.

I arbejdet med at levere nye talenter og ”kreativt råstof” til branchen, har jeg altid samarbejdet meget tæt med branchen. Det er dette samarbejde, branchens behov og en vision om hvordan branchen kunne se ud i fremtiden, der er en af grundpillerne til vores succes.

Fra begyndelsen har vi på uddannelseslinjen Kreativ Kommunikation haft et internationalt fokus. I dag har vi dimittender, der arbejder i USA, England, Frankrig, Asien og Sverige.

Størstedelen af vores 2. år undervises på engelsk, da vi har studerende, der kommer til os fra England og Australien for at blive undervist i digitale koncepter sammen med vores studerende. I år havde vi 575 ansøgere til 20 pladser.

Og alt dette er kun muligt, netop fordi vores samarbejde med branchen er aktivt og stærkt. Vi har stor glæde af at branchens folk underviser her, af at vi besøger bureauerne, af vores Advisory Board, af alle vores praktikbureauer og samarbejdspartnere. Og når branchen har det godt, har vi det godt.

I din udfordring skriver du: ”Hvad ønsker I jer af branchen?”

I anledning af julen – en tid for ønsker – og nytåret – en tid for drømme og visioner om hvad der kunne være – har jeg tilladt mig at vende dit spørgsmål til ”Hvad ønsker jeg mig for branchen?” – for når branchen har det godt, bliver det hele lidt bedre og lidt skæggere for os alle sammen. Så her er 5 juleønsker udtrykt som drømme og håb for det nye år.

Jeg drømmer om større diversitet i branchen. Jeg hilser de nye talenter fra udlandet velkommen, jeg frygter dem ikke, i stedet lader jeg mig inspirere, såvel som vi inspirerer dem. Tænk, hvis vi kunne være en kreativ metropol, der kunne tiltrække folk fra hele verden. De kreative industrier i London, New York og Amsterdam har altid være magneter for en mangfoldighed af kreativt talent, der netop gør det interessant at være der.

Jeg drømmer om, at branchen kan løfte sig, og få bedre fat i de større og mere udfordrende internationale budgetter. Vi har talentet til det. Tænk, hvis vi kunne tænke større og komme ud over den navlebeskuende, selvfede og selvtilfredse danske mentalitet. Vi har set det ske allerede, tak til &Co for at lede vejen.

Jeg drømmer om, at det igen kunne være sjovt at arbejde i branchen. Tænk, hvis der kunne være lidt højere til loftet.

Selvfølgelig er kommunikation en seriøs forretning. Men det kreative miljø er vigtigt, og så ofte misforstået. Jeg har i de seneste 3 år set flere rynkede pander end højlydte smil i de kreative afdelinger på de danske bureauer.

Det er bekymrende, da branchen tidligere altid har tiltrukket de mest interessante, kloge og kreative tænkere. I dag er der så mange andre steder man kan gå hen, hvis man er nytænkende, strategisk begavet eller idérig.

År efter år ser jeg, at vores bedste talent søger til udlandet, hvor de får jobs. På vores 1. år har 90% af de studerende udtrykt, at de ønsker at søge en fremtid i udlandet. Det er en udfordring for vores branche at skabe et miljø, der er attraktivt for de bedste.

Jeg drømmer om et bedre samarbejde mellem bureauer og annoncører. Vi har alle det samme mål – at skabe stærke kreative løsninger, der er effektive og gør en forskel.

Tænk, hvis vi sammen kunne gøre det bedre, hvis vi kunne facilitere en bedre proces, en større forståelse og respekt for hinandens kompetencer og bidrag til et fælles mål. Måske er det en naiv tanke fra én der sidder på kanten af branchen, men jeg forundres tit over, hvor få rigtig gode samarbejder der er.

Jeg tror kun, at vi kan højne det kreative niveau i Danmark, hvis alle trækker i samme retning. Tænk, hvis vi sammen kunne bryde med konventionerne, gå anderledes veje og finde nye forretningskoncepter.

Jeg drømmer om, at vi lægger middelmådigheden på hylden. Danmark er nummer ét i verden, når det kommer til ”happiness”. Men det gør os dovne, vi er glade for hvad der er, vi er ens og middelmådige. Det er ikke befordrende for innovation og forandring.

Jeg drømmer om lidt rebelskhed, om lidt indre passion, om dem der bliver lidt længere for at skabe en endnu bedre løsning, om dem der har en indre energi og motivation til at gå hele vejen, også selvom at man allerede har tjent til en villa, en vovse og en fed bil.

Tak for udfordringen!

Glædelig jul og godt nytår!
De bedste ønsker
Dorte