Værs’go: Danmarks mest kendte bureau

Peter Engholm og Finn Graversen

Se de 20 mest kendte bureauer blandt reklame, media og digitale. Det mest kendte bureau er næppe en overraskelse – men på de efterfølgende pladser finder man uventede navne.

Det klassiske reklamebureau er udfordret. De digitale bureauer stormer frem. Og mediabureauerne har den bredeste kontakt til kunderne.

Umiddelbart indiskutable udsagn. Men når det kommer til kendskab, så er reklamebureauerne fortsat de klart mest kendte. Det viser den årlige MyImage analyse, der produceres af MyResearch i samarbejde med Bureaubiz.

Kendskab er en af de mange parametre, der indgår i imaget – men kigger man alene på det totale kendskab hen over de tre bureautyper, der indgår i analysen, så er der ingen tvivl. Kendskabet til reklamebureauer er større end til andre bureauer.

Danmarks klart mest kendte reklamebureau er Kunde & Co. Et bureau der igennem alle årene systematisk har taget sin egen medicin og markedsført sig. Noget tyder på, at det i et eller omfang virker.

Carat er det mest kendte mediabureau – men i forhold til reklamebureauerne, så bliver det ikke til mere end en delt 4.plads med BBDO. I øvrigt bemærkelsesværdigt i forhold til, at BBDO er fusioneret med TBWA og det umiddelbart er det sidste, der bliver det fortsættende navn. TBWAs kendskab er markant under BBDOs.

TBWAs adm. direktør (og hidtidig adm. direktør for BBDO), Pernille Mehl, glæder sig over det høje BBDO-kendskab og siger:

“Vi hedder TBWA/BBDO og er med i udviklingen i begge netværk. Men i daglig tale hedder vi TBWA, og årsagen er forretningsmæssig, idet TBWA på kundesiden – på nordisk plan – har større resonans end BBDO. Og kunderne bliver mere og mere nordiske.”

Hun tilføjer:

“Navneskiftet er 14 dage gammelt, og det er min opgave at tage den goodwill, der ligger i hhv. TBWA og BBDO, og forene den. Vi er blevet stærkere, og udfordringen – som jeg har taget op – bliver at få vist denne styrke.”

Ingen af de øvrige mest kendte mediabureauer kan klemme sig ind på reklamebureauernes Top 10 liste.

Det kan de digitale bureauer endnu mindre. Det mest kendte er Creuna, og det er på et niveau, der kan overgå Mediacoms kendskab på 3. pladsen på mediabureauernes Top 5. Valtech kan toppe Mediabroker på 5. pladsen.

I øvrigt rummer reklamebureauernes kendskabs Top 10 nogle overraskende navne. Hverken Saatchi & Saatchi, Ogilvy og BBDO har i de senere år blandet sig i topstriden på imageanalysen. Det samme gælder Republica, AdPeople og Umwelt – men de er alle blandt de 10 mest kendte bureauer – og kigger man på tværs af bureautyper, så er de faktisk alle blandt de 11 mest kendte bureauer.

Flere af disse bureauer – f.eks. Saatchi & Saatchi – har endda det seneste år haft betydelige udfordringer. Men ligger altså nr. 2 på kendskabslisten.

Reklamebureauer (sidste års placering i parentes) – Top 10

  1. Kunde & Co 92 pct. (90 pct.)
  2. Saatchi & Saatchi 85 pct. (83 pct.)
  3. Ogilvy 83 pct. (78 pct.)
  4. BBDO 82 pct. (79 pct.)
  5. Bates Y&R 81 pct. (78 pct.)
  6. Wibroe, Duckert & Partners 81 pct. (80 pct.)
  7. Mensch 80 pct. (77 pct.)
  8. Republica 77 pct. (74 pct.)
  9. AdPeople 75 pct. (69 pct.)
  10. Umwelt 75 pct. (67 pct.)

 Mediabureauer – Top 5

  1. Carat 81 pct. (82 pct.)
  2. OMD 73 pct. (72 pct.)
  3. Mediacom 67 pct. (70 pct.)
  4. Mindshare 62 pct. (64 pct.)
  5. Mediabroker 52 pct. (57 pct.) 

Digitale bureauer – Top 5

  1. Creuna 68 pct. (64 pct.)
  2. Valtech 54 pct. (54 pct.)
  3. In2media 48 pct. (39 pct.)
  4. Advice Digital 42 pct. (36 pct.)
  5. Hello Group 42 pct. (ikke med sidste år)

MyImage er udført af MyResearch. 556 marketingansvarlige har svaret. Det er en svarprocent på 21. Den største gruppe blandt respondenterne udgøres af marketingdir./chef mens de næststørste udgøres af Brand/Category manager samt adm. dir/CEO. Den samlede image-score bygger på to overordnede parametre: BrandStrength, der bygger på kendskab til bureauet, lysten til at invitere bureauet til pitch og momentum, som er lysten til at invitere til pitch fratrukket egne kunder. BrandPosition, der bygger på i hvilket omfang annoncører mener ni image udsagn passer på bureauet. Du kan læse mere om analysen og bestille rapporterne på www.myimage.biz.