Værs’go: En kandidat til årets længste bureaukonkurrence

Peter Engholm
25@mail.dk

Blandingsproduktet – og Kærgården-konkurrenten – Bakkedal stod for ni måneder siden med tre bureauer i finalen i en pitch. Nu er bureauet fundet og i gang med julekampagnen.

Opdateret vedr. afslutningen af pitchen:

Vi har haft langsigtede forhold til bureauer tidligere, og det sigter vi mod igen.”

Sådan lød den for bureauer så positive melding fra marketingchef Lene Alkemade hos mejerikoncernen Dragsbæk i begyndelsen af februar.

Det langsigtede forhold til bureauerne bestod i lang tid af selve pitchen for blandingsproduktet Bakkedal – et forløb, der endte med at vare i mindst ni måneder. 

Tre bureauer var tilbage i februar indbudt og briefet af Dragsbæk. De tre bureauer havde præsenteret deres oplæg, og forventningen lød på en afgørelse i begyndelsen af marts.

Men det trak ud, bl.a. fordi Dragsbæk – nær målstregen på pitchen – havde skiftet ud på posten som marketingchef. Michael Hein Pilgaard havde sagt farvel – til fordel for en stilling som europæisk marketing manager på et brand hos Cocio – og var blevet erstattet af Lene Alkemade.

Den 1. juli vendte Michael Pilgaard imidlertid tilbage til Dragsbæk som marketingchef.

”Jeg er blevet spurgt, om jeg ville gøre processen færdig – jeg var med til at lægge strategien for bl.a. Bakkedal, og den skal nu føres ud i livet,” sagde Michael Pilgaard i slutningen af juni.

En af hans første opgaver var at afslutte Bakkedal-konkurrencen – med en forventet officiel udmelding om vinderen efter sommerferien.

Bureauernes kreative og strategiske kompetencer var for længst blevet vurderet – og siden var deres tålmodighed blevet testet – men i midten af september var meldingen, at man nu var i slutfasen med et finalebureau.

Dette bureau var – og er – UncleGrey. Michael Pilgaard oplyser, at bureauet fik Bakkedal-budgettet i begyndelsen af oktober, og det nu er i gang med julekampagnen.

”Processen med at finde et bureau har taget lang tid. Men bortset fra en sommerferie ville det være forkert at sige, at der ikke er sket noget undervejs. Der er – selv med interne udskiftninger – løbende blevet arbejdet på pitchen fra Dragsbæks side,” siger Michael Pilgaard til Bureaubiz.

Han benytter samtidig lejligheden til at bekræfte Lene Alkemades ord fra tidligere på året; at UncleGrey er valgt med henblik på et langsigtet forhold.

I den første udgave af denne artikel havde vi ikke hørt fra Michael Hein Pilgaard. Det viste sig, at Bureaubiz henvendelser til ham på beklagelig vis var havnet i ingenmandsland.